Netflix varsler reklameindtog

Emil Malte Simonsen
emil.s@bureaubiz.dk

For første gang i 10 år har Netflix mistet abonnenter. Det har medført hug på aktiemarkedet og en kattelem til reklamemarkedet.

Netflix har for første gang i 10 år oplevet et fald i antallet af abonnenter. 200.000 af slagsen er faldet fra i løbet af årets første tre måneder, meddelte Netflix i deres kvartalsrapport, der blev fremlagt i går. 

Udmeldingen medførte kontante tæsk på aktiemarkedet, hvor aktien hurtigt faldt med op mod 27 %, skriver TechCrunch.

Det har fået streaminggiganten til at genoverveje sin forretningsmodel på ét centralt område: reklamer. Ved konferencemødet i forbindelse med kvartalsrapporten siger Netflix-CEO Reed Hastings, at man har planer om at tilbyde billigere, reklame-støttede abonnementer i løbet af de næste to år.

“De der har fulgt Netflix, ved, at jeg har været en modstander af kompleksiteten ved reklamer og en stor fan af simpliciteten ved abonnementer. Men jeg er en endnu større fan af forbrugervalget,” lød det fra Reed Hastings, der uddyber: 

“Det giver bare meget mening at give forbrugere, der gerne vil have en lavere pris og som er tolerante overfor reklamer, hvad de vil have.” 

Han understregede samtidig, at Netflix fortsat vil udbyde reklame-fri abonnementer. 

Reklame-modellerne er en kovending for Netflix. Reed Hastings har tidligere sagt, at virksomheden ikke var egnet til at konkurrere på reklamemarkedet, hvor giganter som Facebook og Google dominerede.  

I dag er virkeligheden og konkurrencen dog en anden. Rivaler som Hulu og Disney har succes med reklame-finansierede modeller på flere markeder, og har planer om at gøre det samme på det amerikanske marked, skriver TechCrunch.

Netflix har i dag 221,6 mio. abonnenter på verdensplan. Det tal hed 221,8 mio. ved udgangen af 2021.