Netto går i luften med nyt kommunikationsunivers

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brandhouse/Subsero står bag den første kampagne for Netto, siden bureauet vandt kunden tilbage. Fokus er på Nettos lave pris. Se kampagnefilmene her.

Brandhouse/Subsero vandt Netto tilbage igen i marts i år efter fire års pause. Nu er man så ude med den første kampagne i det genopståede samarbejde. Det er et nyt kommunikationsunivers, der har et tydeligt fokus på dagligvarekædens lave priser.

“Vi gør meget for at have de skarpeste priser og vil gerne fortælle om dem – og så lader vi kunderne opleve de nye lækre butikker og det forbedrede sortiment selv,” siger Martin Hasgard Olesen, Nettos kommercielle direktør i en pressemeddelelse.

Brand consultant hos Brandhouse/Subsero, Felix Binggeli, uddyber:

“Netto har skabt discountkategorien i Danmark og giver i dag kunderne gode varer til de laveste priser. Det har været vigtigt for os at kommunikere denne pris-position entydigt, men på en måde som danskerne finder relevant og ikke mindst interessant. Netto har altid været et brand med kant, der forstår danskernes liv – og netop den opfattelse bidrager konceptet til.”

Kommunikationsuniverset er skabt af de kreative direktører på Brandhouse/Subsero Jeppe Ritz og Louis Pilmark. Netop de var en af årsagerne til, at Netto gik tilbage til Brandhouse/Subsero.

Kampagnen lanceres med en outdoor-kampagne, der bl.a. italesætter bolig- og benzinpriser samt en serie imagefilm, som produceret af Klub Moderne og instrueret af Peter Harton.

Outdoorkampagne

Se kampagnefilmene her:

https://www.youtube.com/watch?v=axn0v7Htyc8

Brandhouse var bureau for Netto fra 2008 til 2016 og skabte konceptet “Det er hårdt at tjene penge – Få mest muligt ud af dem”.