Nike konfronterer Tiger Woods med hans afdøde far

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Tiger Woods come back står lige for døren, og Nike sendte i går en reklame ud, der både er vovet men også meget begavet, mener strategisk planner.

Nike har aldrig hørt til de skræmte og forsigtige annoncører. Derfor er det måske heller ikke overraskende, at firmaet ikke forlod Tiger Woods, da hele skandalen om hans utroskab brød ud.

Men Nike står ikke bare last og brast. Firmaet bevæger sig lige ind i hvepsereden med en reklamefilm, der blev sendt ud i går – dagen før Tiger Woods meget omtalte come back ved US Masters.

I filmen konfronterer Tiger Woods afdøde far Earl ham med en række spørgsmål om hans tanker og følelser. Se den her.

Strategisk planner, Hanne Feldthus, ser reklamen som ikke bare meget ukonventionel men også meget begavet.

“Som jeg ser det, må filmen bygge på den store universelle indsigt, at vi alle i bund og grund står til ansvar over for vores mor og far. De er så at sige indkorporeret i vores samvittighed,” siger Hanne Feldthus og fortsætter:

“Tiger Woods står som en lille dreng, der har fået en seddel med hjem fra skolen, men hans familie og opvækst beskrives som tolerant og empatisk. Far er ikke vred, men vi skal snakke om, hvad vi har lært af fejltrinnet.

Derved kommer Tiger Woods til at tage ansvaret for sine handlinger. Han kan ikke skyde skylden på sin mor og far, sin opvækst eller andre forhold i hans barndom. Ansvaret er hans.”

Hanne Feldthus mener, at Nike og Tiger Woods hjælper hinanden med filmen.

“Nike har stået last og brast med Tiger Woods som sponsor og hjælper ham med at gøre bod på basis af en universel indsigt. For Nike er situationen, at Tiger Woods har været et enormt aktiv, og ved at hjælpe ham med at rehabilitere sig selv, så styrker de samtidig hans værdi for dem”, siger Hanne Feldthus.