Nørgård Mikkelsen køber digitalt bureau

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Bureauet fusioneres med Nørgårds københavnske afdeling. Økonomien udvikler sig positivt.

2012 var et trængselsår for Nørgård Mikkelsen, der måtte notere en markant tilbagegang i bruttoavancen og tæt på et 0-resultat.

Men samtidig brugte bureauet tiden til at gentænke forretningsmodellen, og nu går det bedre, lyder meldingen til Dagbladet Børsen, der endvidere kan fortælle, at Nørgård Mikkelsen har købt et digitalt bureau.

Det gælder det københavnske bureau Ebita, der flyttes sammen med Nørgårds medarbejdere i København. Den københavnske afdeling vil herefter tælle 17 medarbejdere.

Nørgård har tidligere i år sagt farvel til de tidligere Livingbrands-partnere, der var en del af det københavnske set-up. De har stiftet en anden type virksomhed under navnet Straction med Nørgård Mikkelsen som en stor kunde.

Ebitas adm. dir. bliver digital direktør hos Nørgård Mikkelsen.

”Vi tror på, at det integrerede bureau skal være stærkt både online og offline. Ebita kan nogle ting på det digitale, som vi mangler, og vi har et fælles synspunkt om at fokusere på at skabe meromsætning for vores kunder fremfor blot at lave kommunikation.” siger adm. dir. Erik Laumand til Børsen.