Nørgård Mikkelsen starter sommerferien med ny kunde

FiG

Bureauet har startet samarbejde med Danmarks største cykelkæde, der vil udfordres på næsten alt.

Det er velset, at bureauer bruger deres kunders produkter, og på det grundlag må cykelferier blive et hit hos Nørgård Mikkelsens medarbejdere denne sommer.

Bureauet kan nemlig skrive Danmarks største cykelkæde på kundelisten. Det gælder Fri Bikeshop, der tidligere hed Fri Cykler, og kunden er vundet uden konkurrence.

Kæden har brugt de sidste seks år på at udvikle forretningen med udgangspunkt i kundernes ønsker og behov. Og nu er den så klar til, at andre skal kigge kritisk på deres arbejde.

”Vi har en klar forventning om, at Nørgård Mikkelsen i den grad vil udfordre os på næsten alt, hvad vi gør. Vi forventer især, at vi bliver udfordret på vores evne til at tilpasse os kundernes behov. Og det har Nørgård Mikkelsen allerede vist, at de kan,” siger Morten Kold, adm. direktør hos Fri Bikeshop.

Hos Nørgård Mikkelsen vil man sætte bureauets kundeindsigt i spil til at udfordre Fri BikeShops evne til at forstå og dække kunders behov.

”På trods af, at Fri BikeShop har gennemgået en stor udvikling, er det stadig en udviklingsparat og ambitiøs kæde, som er klar til at forbedre og optimere. Og det bliver et super spændende samarbejde, hvor vi blandt andet vil hjælpe Fri BikeShop ved hele tiden at være kundernes advokat ind i kæden,” siger kontaktdirektør Kasper Kjærsgård Jensen og fortsætter:

“Vil du gøre en forskel, er du nødt til at tage udgangspunktet i dem, som du vil gøre en forskel for, derfor er det afgørende at forstå dem. Ikke bare kigge på kvantitative data, men virkelig forstå årsagerne til adfærd. Det kræver en dyb indsigt i kunderne – og det er her, at alt hvad vi gør, tager sit udspring.”

Nørgård Mikkelsen har gennem det sidste halve år landet adskillige nye kunder – blandt andet TDC, Garant, Micro Matic, Rose Poultry og Nissens.