Drømmer jeg, eller er jeg vågen? Clienti i Aalborg har været en så markant succes siden starten for 5 år siden, at man godt kan forstå, hvis medstifter, Anders Bjørnstrup lige nu er lidt forsigtig med forventningerne til fremtiden.
”Vi har de sidste 3 år konsekvent overgået vores egne forventninger til vækst, så nu må vi se, om vi kan holde trenden i det kommende år også”, siger Anders Bjørnstrup.
Men foreløbig kan han kigge tilbage på det seneste regnskabsår, hvor man lagde yderligere ca. 7 mio. kr. til bruttoavancen, som nu er tæt på de 30 mio. kr. Dermed er bureauet blevet næsten dobbelt så stort på bare to år.
Men fremgangen har været ubrudt, siden Anders Bjørnstrup sagde farvel til det konkursramte Par No. 1 og sammen Mette Danmark stiftede Clienti. Og den ubrudte fremgang er sket trods det, at Clienti faktisk startede som skudt ud af en kanon.
”Vi har haft et rigtig godt år med meget stor kundeaktivitet. I løbet af året har vi oprustet voldsomt på det digitale område, og det har givet mange nye kunder i bureauet”, siger Anders Bjørnstrup.
Der har samtidig været opbrud i den aalborgensiske bureauverden, hvor Combine er blevet brudt op og Shrpa er nærmest forsvundet, men Anders Bjørnstrup vurderer ikke, at det endnu har haft betydning for bureauets udvikling.
Clienti har også oprustet på medarbejdersiden – ikke bare med flere folk, men også tungere og dyrere profiler, hvilket kan ses på en pæn vækst i gennemsnitslønnen.
Det er bl.a. sket i Aarhus, hvor Clienti åbnede for to år siden, hvor man helt aktuelt har ansat flere nye folk.
”Det hold, vi nu har opbygget, er vi super stolte af. Vi kan nu for alvor rådgive kunderne 360 grader og udvikle integrerede langsigtede løsninger, hvor alle touchpoints bliver bragt i spil i en strategisk og konceptuel sammenhæng,” siger direktør og medstifter Mette Danmark.
Nøgletal for Clienti
- Bruttoavance 29,5 mio. kr. +28,8 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 842.857 kr. +10,4 pct.
- Lønandel 72,4 (72,6)
- Resultat af primær drift +2,404 mio. kr. +41,2 pct.
Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz