Norlys har fået sin egen lyd

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Det er lydbureauet Unmute, der har udviklet lyden, som du kan høre her.

Norlys har fået en lyd. Det er det kreative lydbureau Unmute, der har udviklet den nye lydidentitet i samarbejde med Norlys.

“At arbejde med så stort et brand og organisation som Norlys har både krævet et højt kreativt niveau og stort fokus på implementering. Alt sammen for at sikre en lyd, der både er genkendelig på tværs og som kan holde i mange år,” siger Simon Kringel fra Unmute, der samtidig kalder projektet for en drømmeopgave for bureauet.

Kernen i lydidentiteten er et lydlogo baseret på en lys og optimistisk lydisk musikskala. Melodien fungerer som brandets auditive signatur og vil optræde både som selvstændig markør i f.eks. radioreklamer og i samspil med logoanimationer i TVC’er og på sociale medier. Musikken, der ledsager identiteten, er håndspillet og organisk for at afspejle Norlys’ menneskelige, handlekraftige og fællesskabsorienterede tilgang.

“Vi er meget tilfredse med resultatet og glæder os til at bruge lyden aktivt i både vores interne og eksterne kommunikation. Vi tror nemlig på værdien af en holistisk brandoplevelse, hvor flere sanser er i spil på samme tid. Og her spiller lyd en stadig større rolle for et brand som vores,“ siger Louise Bjerregaard, brand manager i Norlys.

Lydidentiteten er netop implementeret som ventemusik i Norlys’ telefoner og i den interne kommunikation. Det er ambitionen at den nye lydidentitet fremover også skal kunne høres i bl.a. Norlys Play, andre apps, ladebokse, på ladestationer, podcasts, i de fysiske butikker mm.

Her er lyden:

Unmute har tidligere skabt lydidentiteter til bl.a. DR, Novo Nordisk, youSee, Arla og Clever.