Dansk kreativ om Cannes-ændringer: “Nu kan bundløse budgetter ikke sikre sejren”

Julie Kolbeck
julie@kforum.dk

Massiv kritik og boykot har fået Cannes Lions til at foretage prismæssige og strukturelle ændringer. Men er det overbevisende? Bureaubiz har spurgt det danske jurymedlem ved Cannes 2017, Clare McNally.

Cannes Lions Festival har igennem en længere periode været genstand for kritik.

Det begyndte i 2016, hvor DDB, ét af verdens mest vindende bureauer i reklamehistorien og modtager af flest Grand Prix-priser nogensinde, kritiserede festivalen for have mistet sin integritet og i samme ombæring meldte sig ud af award-ræset:

”Fordi vi tror på, at det at vinde priser kun bevidner, at man er god til at vinde priser. Fordi vi går mere op i at sælge vores klienter end at sælge os selv. Fordi vi hellere vil tømme vores kunders hylder, end vi vil fylde vores egne med trofæer. Fordi vi går mere op i rigtig talent, der rører rigtige mennesker frem for mennesker med portfolioen fyldt med falsk kreativitet og awards, der ikke rigtig betyder noget som helst,” sagde Amir Kassaei, DDB Worldwides chief creative officer, til Campaign.

Året efter fulgte konglomeratet Publicis Groupe trop og bekendte, at man ikke deltog i Cannes Lions 2018 med den simple begrundelse, at det var for dyrt.

Denne holdning deler Sir Martin Sorrell, CEO hos WPP, der mener, festivalens priser, hvor det koster 1.000 euro (7.500 kr.) for én enkelt indsendelse og 32 euro (240 kr.) for én kyllingesandwich, er løbet af sporet.

Kritik får Cannes til at sadle om
Kritikken har fået Cannes Lions til at lave prismæssige og strukturelle ændringer.

Først og fremmest bliver antallet af festivaldage skåret ned fra otte til fem dage og billetprisen reduceres med 22 pct., så det almindelige deltagerpas nu kun koster ca. 24.000 kroner.

Herudover har Cannes Lions også fremlagt en ny award-struktur, der – udover at forenkle og reducere antallet af priskategorier – dikterer, at bureauerne ikke må indstille den samme kampagne i mere end seks priskategorier. Dertil bedømmes NGO-arbejde og de mere brand-orienterede cases separat.

De ændringer vil genvinde bureaubranchens holdning til festivalen, mener Cannes Lions’ adm. direktør Jose Papa, og både Publicis og Interpublic Group har da også været ude og rose tiltagene.

Men hvad mener de kreative i Danmark? Vi har spurgt det danske jurymedlem ved Cannes 2017, Clare McNally.

“Det var på høje tid”
Clare McNally understreger, at nogle af ændringerne kun er for syns skyld, imens andre – såsom nyt pointsystem og begrænset antal indstillinger – vil medvirke til en mere fair festival:

”Nogle ændringer er udelukkende kosmetiske, imens andre helt sikkert vil have indflydelse på resultaterne samt udligne balancen mellem bureaunetværkerne og de uafhængige i forhold til omkostninger og deltagelse,” siger McNally.

Hun fremhæver én specifik ændring, som hun hilser særligt velkommen:

”En af de mest betydningsfulde ændringer er den, at man nu kun tillader indsendelser i op til seks Lions-kategorier. Det var på høje tid. Denne ændring sætter en stopper for, at de samme ’allerede populære’ globale kampagner bliver shortlistet (eller vinder) i næsten hver eneste kategori, de tilmelder sig. Eftersom denne type kampagner allerede er universelt anerkendte som værende fremragende, før de rammer Cannes – eksempelvis Fearless Girl – er det meget vanskeligt for juryen ikke at blive grebet af hypen og tildele dem ’et eller andet’,” siger Clare McNally.

Hun mener endvidere, at det nye indstillingsloft vil sikre, at nyere eller mindre universelle cases også bliver set:

”Problemet er, at hver gang én plads udfyldes af en universel, god idé, er der en tydeligt kategori-specifik, nyere eller ’ukendt-før-Cannes’ idé, som ikke bliver shortlistet i den eneste kategori, som denne havde råd til at stille op i eller passer perfekt i,” siger Claire McNally og indskyder, at juryen også bør have casens relevans for priskategorien for øje:

”Helt generelt mener jeg, at alle cases – allerede på shortlist-niveau – burde blive bedømt på, om de er relevante for den kategori, man stiller op i. Som jurymedlem i sidste års Promo & Activation-kategori (nu afskaffet, red.) oplevede jeg, at juryformanden ikke gik synderligt meget op i dette, før man nåede til ’metal’-fasen.”

En anden ændring, som Claire McNally også mener vil bidrage til en mere fair festival, er det nye pointsystem:

”Pointsystemet har ændret sig markant. Nu tæller en guldløve dobbelt i forhold til sidste år, og en Grand Prix tæller tre gange så mange point som sidste år. Det betyder, at bundløse budgetter, kvantitet eller flere ’små’ sejre ikke længere vil sikre dig titlen som Årets bureau,” siger Clare McNally og kommer med forslag til endnu et ændringsforslag:

”Som en tilføjelse til Cannes Lions egne ændringer vil jeg også på det kraftigste anbefale, at de afskaffer paneldiskussionerne. Man får langt mere ud af fokuserede, velforberedte talks om specifikke emner,” siger Clare McNally.

Hun slutter:

”Jeg tror, at ændringernes egentlige indvirkning først rigtig vil komme til udtryk i 2019, når alle bureauer atter deltager. Cannes Lions 2018 vil stå uden én særlig stor spiller, og det vil – uundgåeligt og beklageligvist – have indflydelse på resultaterne”.