Nu lukker Biva endegyldigt

FiG

Det har ikke været muligt at finde en køber til møbelkæden Biva. Butikkerne lukker i denne uge.

Biva blev engang landskendt for sine reklamer – og berygtet for samme. Ikke mindst i reklamebranchen.

Det er lang tid siden og det er ikke gået frem siden. Nu skal man så sige endegyldigt farvel til møbelkæden, der blev taget under konkursbehandling i juni.

Ingen købere har stået klar til at overtage Biva, og derfor må alle butikker i møbelkæden nu lukke og slukke, og det sker allerede i denne uge, skriver epn.dk.

“Der har ikke været købere til prisniveauet, så det har ikke kunnet betale sig at sælge kæden i forhold til at holde butikkerne åbne og sælge ud af varelageret,” siger kurator i konkursboet Lisa Bo Larsen fra advokatfirmaet Kromann Reumert til epn.dk.

Det var længere tids økonomisk krise, der i juni fik Biva Tæppeland til at smide håndklædet i ringen.

Hurtigt blev Tæppeland solgt, og siden har man forsøgt det samme med møbelkæden Biva. Men det har altså ifølge epn.dk ikke været muligt at finde en køber.

I den seneste tid har Biva solgt ud af varelageret, som er ved at være tømt. Derfor vil butikkerne lukke helt i løbet af denne uge.

I november 2011 købte Biva Tæppeland for at skabe en ny, stærk aktør på det danske marked for boligindretning.

Dengang tilførte investorerne bag det fælles selskab Biva-Tæppeland 40 millioner kroner.
/ritzau/