Ny ad-blocker erstatter reklamer med grøntsager

Emil Malte Simonsen
emil.s@bureaubiz.dk

Måltidskassevirksomheden Simple Feast har skabt en ny, gratis ad-blocker, der skal skjule de mange digitale reklamer, vi udsættes for – og erstatte dem med grøntsags-gifs.

En ny ad-blocker kan erstatte reklamer for junkfood med sjove gifs med grøntsager. Og alle andre reklamer, for den sags skyld – også dem fra virksomheden bag.

Tiltaget kommer fra Simple Feast, der leverer plantebaserede, økologiske måltidskasser, og som med den nye software håber at starte en debat om de reklamer, vi bliver eksponeret for.

Den såkaldte ‘junkfood-blocker’, der er udviklet af bureauet Another, skal gøre os kritiske overfor reklamer for forarbejdet mad. Derfor erstattes alle online reklamebannere med uforarbejdede grøntsager, der skal gøre os opmærksomme på, præcist hvor mange reklamer – for bl.a. junkfood – vi bliver udsat for. 

I en pressemeddelelse lyder det fra medstifter og CEO i Simple Feast, Jakob Jønck, at “det grønne valg er under angreb og har været det i årtier,” fordi der “hver dag bliver brugt milliarder af kroner på reklamer for næringsfattig mad, som er direkte henvendt til børn”. Og det er noget, madindustrien skal være med til at ændre, mener han:

“Industrien har et stort ansvar, og derfor er der behov for nye metoder til at lukke ned for de allermest forarbejdede fristelser, som er skadelige både for os mennesker, men også for vores fælles planet.”


Jakob Jønck

Det er både et problem for børn og voksne, påpeger Jakob Jønck i pressemeddelelsen, der mener, at Simple Feast med ad-blockeren tilbyder en løsning med humor:

“Med vores ad blocker forsøger vi med en humoristisk tilgang at sætte fokus på, hvad forarbejdet mad gør for vores velvære. Undersøgelser fra verdenssundhedsorganisationen WHO viser, at jo flere gange, man bliver eksponeret for særlige typer mad, desto større bliver lysten til at spise den.”

Vil skabe debat – igen
Ad-blockeren kommer i kølvandet på en verserende politisk diskussion om junkfood-reklamer. Den britiske premierminister Boris Johnson gjorde sig i sidste uge til genstand for meget kritik, da han sagde, at han vil forbyde reklamer for junkfood i kamp mod nationens fedmeproblem – og corona.

Den debat håber Simple Feast nu at videreføre til Danmark. Og det er ikke første gang, Simple Feast har forsøgt at skabe debat med en kampagne.

I 2018 stod virksomheden bag den aktivistiske kampagne ‘Quit Meat Helpline’,” der skulle hjælpe håbløse kødspisere med at skifte bøfferne ud med grøntsager. Dengang fik det landets dagblade og Landbrug og Fødevarer til at reagere på virksomhedens utvetydige sammenligning af kød og cigaretter – og af kød og klimasynder.

Også her på siden skabte det en del debat, hvor kampagnen fik skarp kritik fra PR- og kommunikationsrådgiver Marie Sainabou Jeng, der mente, at Simple Feast var en “sundhedsplattenslager”, og at hun drømte om, at “moderne virksomheder som Simple Feast vil tage deres ansvar alvorligt og forholde sig holistisk til bæredygtighed i stedet for at ty til vildledningens tomme kalorier som kommunikationsgreb.” 

Se kampagnefilmen for ad-blockeren her.

Om kampagnen:
‘Junkfood-blockeren’ går i luften d. 25. november og kan downloades gratis via Chrome Webshop.

Bureauet bag kampagen er Another, der også har udviklet ad-blockeren. 

Den fungerer i alle lande og lanceres internationalt. Den erstatter alle reklamer, herunder Simple Feasts egne reklamer, med reklamefrie grøntsagsbannere. 

Kampagne-videoen kan findes på sociale medier, samt udendørs digitale bannere rundt om i Danmark og på de københavnske metrostationer.

Fakta om Simple Feast
Simple Feast leverer plantebaserede, økologiske måltidskasser på ugentlig basis, der tager kort tid at tilberede. Målet er at give danskerne en nem og lækker måde, hvorpå de kan mindske deres klimaaftryk.

Simple Feast blev lanceret i 2017. I 2019 blev komikeren Casper Christensen investor i og ambassadør for virksomheden.