Ny award hylder danske YouTube-stjerner

Peter Engholm
25@mail.dk

YouTube bliver snart større end tv, og det kalder på en dansk award med ikke færre end 11 kategorier; Guldtuben 2015.

Den 1. august afholdes Danmarks første YouTube Award Show på Bremen Teater i København. Her samles de største YouTube-stjerner for at blive hyldet inden for hele 11 kategorier.

Bag galla’en – thi sådan omtales arrangementet – står Splay, der med næsten 11 mio. abonnenter og 80 mio. videovisninger om måneden er Nordens største YouTube-netværk.

”2015 er året, hvor YouTube kommer til at overtage seernes opmærksomhed i Danmark. Vi oplever stor fremgang i seernes engagement, og de danske stjerner bliver konstant dygtigere til at fange og vedligeholde seerne. YouTube bliver snart større end kommercielt TV, og Guldtuben er gallaen, der skal hylde stjernerne bag indholdet.”, siger Adrian Langer, COO Splay Danmark.

YouTube er netop nu den næststørste kommercielle TV-kanal i Danmark kun overgået af TV2. Det er hjemstedet for en ny type af indholdsproducenter, understreger en pressemeddelelse, og disse selvgjorte personligheder deler dagligt deres passion med et voksende publikum.

”YouTube er i dag blevet den vigtigste kanal for nye, interessante indholdsproducenter i Danmark – mange tusinder af kreative stemmer, der loyalt deler deres interesser med de over 1,2 mio danskere, der ser YouTube hver dag. Vi synes, det er helt på sin plads, at de danske YouTube-stjerner nu bliver fejret med maner”, siger Peter Friis, direktør for Google i Danmark.

Guldtuben er et awardshow, der ligesom YouTube er præget af seeren og således helt uden jury. I stedet skal det danske folk vælger vinderne. Først ved at nominere og sidenhen ved at vælge vinderne blandt de nominerede online.

”Vi regner med et massivt engagement hos seerne. Mange YouTube-stjerner er ligeså store på Instagram og Facebook. Derfor kommer det til at eksplodere i sociale medier”, siger Adrian Langer

Kategorierne indeholder bl.a. Årets YouTuber, Årets Gaming kanal, Årets Beauty kanal og Årets underholdningskanal.