Ny bestyrelse vil skabe større fokus på unge kreative

Peter Engholm
25@mail.dk

Nye kræfter skal være med til at samle de unge kreative i Danmark – og bl.a. mindske kløften mellem de unge og bureauerne. Det første arrangement er allerede afholdt.

I begyndelsen af året tog Peter Metcalfe til Ogilvy Paris – til en stilling som senior copywriter. Dermed øgedes afstanden til hans danske hjertebarn: Young Creatives Denmark (YCDK), der er en selvstændig del af Creative Circle.

Jonas Quist Nielsen har længe været aktiv i YCDK, og nu er der tilført yderligere kræfter i form af Rasmus Veggerby, Cathrine Understrup, Jan Stistrup Jensen, Sebastian Artmann og Daniel Norit-Bodilsen.

De udgør tilsammen bestyrelsen i YCDK, hvis formål Daniel Norit-Bodilsen formulerer således:

”Vi ønsker at samle de unge kreative i Danmark – og mindske kløften mellem bureauerne og de unge. Hvis man ikke er i branchen eller går på en af de kreative skoler, så kan det være svært at komme i kontakt med andre unge kreative. Det samme gælder, hvis man er kommet ind direkte på et bureau – så ligger netværket heller ikke ligefor. Og det er dét netværk, YCDK er – en måde, hvorpå de unge kreative kan komme til at stå stærkere.”

YCDK har næsten 1.000 likes i sin Facebook-gruppe – og det kan, som Daniel Norit-Bodilsen siger, ikke kun være unge alle sammen.

”Vi er interesserede i at komme tættere på bureauerne, og vi fornemmer, at de også gerne vil lære os bedre at kende. Vi ønsker at skabe nogle rammer, hvor unge kreative kan mødes, snakke over en øl, skabe sig et netværk og blive inspireret af hinanden – og høre på bureauerne. Det kunne være aftener, hvor bureauet inviterer YDCK ind og fortæller om bureauets profil og gennemgår cases,” siger Daniel Norit-Bodilsen og uddyber:

”Vi prøver at få nogle arrangementer til Danmark, f.eks. ADC portfolio night – en international begivenhed, hvor landets kreative direktører kommer ud og kigger mapper igennem og giver feedback. Arrangementet forgår bl.a. i New York, London og Paris – og hvorfor ikke også i Danmark?”

YCDK henter inspiration fra hollandske JongeHonden, der er et decideret ungdoms-brand. De har deres egen bus, der kører til Cannes Lions – sponseret af både bureauer og brands.

I første omgang kommer YCDK til at stå for næste års udgave af Young Creative Circle Award – i form af at finde kunden og skrive briefen.

”Alle i YCDK’s bestyrelse har deltaget i YCCA før, så vi har en del erfaring med, hvad der fungerer, og hvad der kan ændres. Det handler jo i sidste ende om af få sendt nogle kompetente folk ned til Cannes, så Danmark kan markere sig på det internationale kreativitets-kort,” siger Daniel Norit-Bodilsen.

YCDK’s første arrangement med den nye bestyrelse har været en fest, der hyldede vinderne af dette års YCCA – et arrangement med god opbakning.

”I sidste ende handler det om at få folk til at have det sjovt sammen, så skal resten nok komme af sig selv,” siger Daniel Norit-Bodilsen.