København som verdens mest åbne by. Det er visionen bag brandsamarbejdet mellem Wonderful Copenhagen og Copenhagen Capacity, der i 2009 sammen med en række af Hovedstadsregionens virksomheder og organisationer udviklede et fælles brand gennem foreningen Brand Copenhagen.
Denne forening har nu fået en ny Brand Direktør i skikkelse af Liv Thøger.
Liv Thøger har en kommerciel mediebaggrund – som tidligere konference- og eventchef hos Berlingske Tidende, som sponsorchef hos Tivoli, som chefredaktør hos Aller og senest som kampagneleder for Pia Allerslev.
Det er den nye direktørs vision, at alle københavnere bliver stolte af og udlever Københavns brand og dets værdier med henblik på at gøre byen til det nationale og internationale “første valg”, så især københavnere selv oplever byens kerneværdi: Åbenhed.
Liv Thøger vil få åbenheden længere frem i folks bevidsthed ved at kick-starte en debat:
“Open Copenhagen er brandingens svar på open source og alle virksomheder kan bruge brandet frit. Foreningen Brand Copenhagen vil gerne være primus motor på at synliggøre og debattere København og københavnernes identitet – både internt men også på internationalt plan.
Vi skal have en debat blandt københavnere om Openhed. For hvis vi er proaktivt åbne, kan vi blive mere åbne og på den måde påvirke hinanden og gøre det særlige ved København mere synligt og attraktivt for virksomheder, talenter, investorer, turister og andre partnere”, siger Liv Thøger.
Hvordan den debat konkret skal udmøntes, kan Liv Thøger ikke fortælle lige nu, da hun netop er i gang med at lægge den nye strategi for, hvordan hun får københavnerne til at diskutere åbenheden, men hun har allerede nu et håb om, hvad debatten skal føre til:
“Jeg håber vi når derhen, hvor alle i løbet af efteråret taler om Openhed over middagsbordet, i kantinen, blandt taxichauffører i lufthavne og i udlandet. Når vi ser logoet de centrale steder i København, så smiler vi, fordi vi ved, at vi alle sammen har et fællesskab, og det fællesskab aktivt gør København til et lidt bedre sted at være. “
Målet med brandet er at samle alle de gode argumenter om København og danne grundlag for en fælles profil og fælles markedsføring.
Da foreningen Brand Copenhagen blev etableret var der 28 medlemsvirksomheder. Det samme antal er der i dag. Virksomhederne betaler kontingent på mellem 75.000 og 500.000 kroner.
Liv Thøger er også i gang med at lægge sidste hånd på, hvilke fordele der skal være ved at være medlemsvirksomhed.
Brandet blev i 2009 udarbejdet af PeopleGroup.
Under klimatopmødet blev der dog leget lidt mere med bogstaverne. På vegne af et internationalt initiativ fra IAA lancerede man Hopenhagen. Desværre efterlod topmødet ikke meget håb.