Par No 1 har de seneste to år købt La Familia, Reklamebureauet Os, Scanad og Uberkant. Og ekspansionen har givet flere udfordringer, også ledelsesmæssigt – og det skal løses via en række forfremmelser, hvor især en ny direktør tiltrækker sig opmærksomhed.
Efter tre år i spidsen for Par No 1-afdelingen i Aalborg rykker Anders Bjørnstrup videre til stillingen som direktør for Par No 1 A/S’ aktiviteter i såvel København som Viborg og Aalborg. Dermed får han ansvaret for flere end 70 medarbejdere og en årlig omsætning over 100 mio. kr.
Bureauets stifter og adm. direktør, Jørgen Hansen, vil fremover kunne koncentrere sig mere om den overordnede ledelse og udvikling af de tre selskaber, der indgår i Par No 1-gruppen.
“Med de mange nye jern i ilden har Jørgen Hansen ikke haft den fornødne tid til at fokusere på bureaudriften i Par No 1. Det bliver min opgave at få Par No 1-afdelingerne i København, Viborg og Aalborg til at spille bedre sammen, til udnytte kompetencerne endnu bedre … og tjene nogle penge,” siger Anders Bjørnstrup.
Han kommer til at arbejde tæt sammen med med direktørerne for Reklamebureauet Os i København og Scanad Reklamebureau i Århus og Odense. Og sammen med Jørgen Hansen være med til at sikre, at koncernen bliver mere synlig.
“Vi er en af Danmarks største kommunikationsgrupper med ca. 140 og et budgetteret bruttoresultat på 90 mio. kr. Men vi har ikke været synlige nok udadtil. Det kan skyldes klicheen om jysk beskedenhed og tilbageholdenhed, men nu skal organisationen på plads, og så vil vi rykke mere ud,” siger Anders Bjørnstrup.
Synligheden gælder hele Par No 1-gruppen, der omfatter de tre bureauer Par No 1, Os og Scanad.
“Vi har tre forskellige brands, og de skal bevare deres særkender. Det kan være, at vi samler nogle funktioner eller specialkompetencer i et bureau – f.eks. instore-kompetencer i Par No 1, som Scanad så kan trække på. Det er i al fald ikke planen at have tre ens bureauer,” siger Anders Bjørnstrup.
Der sker en række forfremmelser og udnævnelser i kølvandet på Anders Bjørnstrups nye direktør-post og redefineringen af Jørgen Hansens rolle som adm. direktør. Den hidtidige bureauchef for Par No 1 i Aalborg, Mette Danmark, bliver udnævnt til bureaudirektør. Hun kom til bureauet i 2006 og var forud for dette Marketing Manager hos Valentin Brands og Advice.
Ny bureauchef hos Par No 1 i Aalborg er Christian Sommer. Han kommer fra en stilling som kontaktchef hos SHRPA.
Også Par No 1’s afdeling i Viborg får ny bureaudirektør: Jes Ejsing, der har været projektleder i bureauet siden 2007, overtager posten efter Jørgen Hansen.