Ny forening for danske klimabevidste producenter

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Foreningen har sit udspring i Norge og lanceres nu i Danmark. Foreningen går efter at få tv-stationer, filmskoler, eventbureauer, produktionsselskaber og kulturinstitutioner som medlemmer. Fælles for dem er at have lysten og viljen til at gøre kulturindustrien mere klimavenlig. Direktør for dansk produktionsselskab bliver direktør for Green Producers Club Denmark, som foreningen hedder.

I Norge har over 30 selskaber tilsluttet sig Green Producers Club siden starten i 2018. Ambitionen for foreningen, der kalder sig en klub, er at gøre kulturindustrien mere klimavenlig. Nu åbner nyt kontor i Danmark, og direktør i det danske producentselskab Produced by, Ege Heckmann bliver direktør for den danske del. Hans produktionsselskab tog for nogle år siden beslutningen om at udvikle nogle retningslinjer for at gøre deres filmproduktioner mere co2-venlige.

Green Producers Club er en forening for kultur-produktionsselskaber med det formål at være med til at producere kultur efter nye grønne standarder. I Norge har så forskellige kulturproducenter som Den Norske Opera & Ballett, NRK, TV2 Norge, Den Norske Filmskole, eventbureauer og en række film- og tv produktionsselskaber meldt sig ind i foreningen.

Produced by har været med i den norske forening fra starten, og har været med til at udvikle et onlineværktøj, der er udviklet specifikt til den skandinaviske kulturindustri, som både måler og hjælper med at reducerer CO2-udledningen på kulturproduktioner. Det hedder Green Producers Tool og har kostet over 15 millioner norske kroner at udvikle over de seneste to år.

“Det er et værktøj som er – og løbende vil blive – tilpasset hele kultursektoren i Danmark, Sverige og Norge, så man kan bruge en metode til at beregne CO2-aftryk. Dataen samles og skal bruges til at påvirke beslutningstagere, så de har en reel indsigt i, hvor det lønner sig at implementere tiltag og ændringer. På den måde kan værktøjet være med til at skabe forbedringer lokalt på en oplyst baggrund. Det har betydet meget for den store tilslutning i Norge”, siger Mads Astrup Rønning, som er hovedarkitekten bag hele initiativet.

Ege Heckmann tilføjer:

”Vi har været med til at udvikle Green Producers Tool igennem de seneste to år sammen med den norske afdeling. Nordisk Film Production og Down The Drain (der står bag NorthSide og Tinderbox, red.) er også projektpartnere. Vi synes det er et fuldkommen fremragende værktøj, som har en stærk detaljeringsgrad, samtidig med at det er nemt at bruge, så vi er meget glade for endelig at få lov til at åbne det danske kontor.”

Forventningerne til den danske forening er store, siger Ege Heckmann og uddyber:

“Vi forventer, at foreningen kan give en fælles målestandard på kulturproduktioner i hele kulturbranchen. Vi håber på at få omkring 200 medlemmer i løbet af det første år. Lige nu kan værktøjet bruges til reklamefilm, tv og filmproduktioner og så events og festival. Men det vil løbende blive udviklet til flere kulturområder som sport og teater.”

Det norske center for international klimaforskning Cicero står bag dataen til værktøjet og det er den første carbon calculator, som bruger det skandinaviske elnet som grundlag, hvilket gør tallene meget mere lokalt præcise, skriver man i pressemeddelelsen, hvor man også skriver:

“Dataene tager udgangspunkt i en fuld livscyklusanalyse (LCA), så når der eksempelvis bruges en lampe på en produktion, så får man også udledningen med fra, da den blev bygget til at den skal afskaffes, så det ikke udelukkende er strømforbruget der registreres. Desuden er det udviklet, så det er nemt at bruge for folk i kulturbranchen.”

Ege Heckmann uddyber:

“Det er et værktøj lavet af producere til producere, så det er intuitivt og nemt at arbejde i, samtidig er netop vidensdelingen i klubben så vigtig. Der er ingen grund til at begå de samme fejl to gange og derfor kommer vi meget hurtigere frem i den grønne omstilling i kulturindustrien, hvis vi er åbne omkring  både vores fejl og vores succeser, så andre kan kopiere det der fungerer. Det er et stort fælles projekt at gøre den nordiske kulturindustri mere grøn.”

Udover værktøjet Green Producers Tool indeholder hjemmesiden kommunikationsmateriale og guides til productionscrew, som man kan følge for at reducere CO2-aftrykket på produktionerne. Foreningen afholder desuden flere årlige seminarer, hvor man kan deltage og hører om andres erfaringer på området.

Det danske kontor åbner officielt d. 11. oktober. Man kan læse mere om foreningen her.