Ny Google-politik kan føre til retssager

Peter Engholm
25@mail.dk

En EU-dom har sagt, at Google ikke kan pålægges ansvar, når annoncører bruger andres varemærker som søgeord. Men frit slag er der bestemt ikke – og Google har stadig et ansvar, mener advokat.

I sidste uge fortalte Google om en EU-dom, der havde givet søgemaskine-giganten medhold: Annoncører må gerne anvende søgeord, som svarer til tredjepartsvaremærker. I al fald kan Google ikke gøres ansvarlig, når virksomheder popper op, når der søges på eksempelvis Prada, iPhone og Louis Vuitton.

En Bureaubiz-læser gjorde opmærksom på, at selv om det er tilladt i Googles annoncesystem, betyder det ikke, at man ikke kan blive stævnet for bevidst misbrug af andet firmas varemærke.

Det samme har Christina Wiesner gjort. Hun er advokat og partner i a4 Advokatfirma og arbejder næsten udelukkende med kopisager. Hun har nærlæst dommen og finder, at den lader mange spørgsmål stå åbne.

“Man kan udlede lidt af dommen, men der er fortsat mange forhold, som er uafklarede, og som nationale domstole vil komme til at tage stilling til. Jeg føler mig overbevist om, at der vil komme nationale retssager i kølvandet på EU-dommen,” siger Christina Wiesner.

Dommen siger alene, at Google ikke kan holdes ansvarlig for annoncørers brug af andres varemærker som ad words.

“Men der skelnes f.eks. mellem velkendte og ikke-velkendte varemærker. Velkendte varemærker er under en udvidet beskyttelse, og jeg fortolker dommen sådan, at der fortsat vil være tale om snyltning, hvis en forhandler af kopivarer bruger disse varemærker som søgeord. Men nu er det som udgangspunkt ikke længere søgemaskine-virksomheder, man kan gå til, for at stoppe misbruget, men derimod de enkelte små annoncører,” siger Christina Wiesner.

Og så måske alligevel – for a4-advokaten, der på kundelisten har flere varemærke-indehavere, forudser, at de nationale retssager vil rette sig mod Google.

“Når Google ikke kan pålægges ansvar, så afhænger det af en konkret vurdering, herunder om Google er medvirkende til varemærke-misbruget. Og Google Danmark kommer selv med forslag til søgeord, og det er ikke utænkeligt, at annoncører vil bede en domstol om at tage stilling til denne politik,” siger Christina Wiesner.