Ny hovedaktionær i Joe & The Juice skal sikre fortsat vækst

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Bl.a. til USA. Væksten kan lade sig gøre på grund af en kapitalindsprøjtning. Kapitalindsprøjtningen betyder også, at der er en ny formand for bestyrelsen.

Juice-kæden vil indtage det amerikanske marked og samtidig vækste i Norge og Sverige.

Vejen til vækst er blevet muligt fordi den svenske kapitalfond, Valedo Partners, har skudt et ikke oplyst beløb ind i juicekæden.

Det investerede beløb betyder, at Valedo Partners bliver ny hovedaktionær, mens partnerne Kaspar Basse og Johan Wedell-Wedellsborg fortsætter som mindretalsaktionærer sammen med omkring 15 ledende medarbejdere.

Lige nu har kæden 30 butikker i Danmark samt butikker i England, Island, Norge, Sverige og Tyskland, men planerne er større.

”Målet er også at komme til USA. Jeg forestiller mig, at vi inden for en kortere horisont vil etablere os på det store marked – formentlig på Vestkysten eller i New York. Men også i vores nabolande er der gode muligheder for hurtig vækst. Vi skal gerne kunne ekspandere, så der i Norge og Sverige bliver 30-50 butikker i hvert land”, siger Kasper Basse til Jyllands-Posten.

 Ny formand i bestyrelsen for Joe & The Juice bliver Danny Feltmann Espersen, som tillige er bestyrelsesformand i Valedos anden investering, Becksöndergaard, der sælger tasker og andre modeprodukter på det danske marked.

Danny Feltmann Espersen er til daglig adm.dir. i kosmetikfirmaet Karmameju. Tidligere var han direktør i H&M (Jyllands-Posten, Erhverv&Økonomi, p. 5).