Ny kampagne sætter fokus på usynlige smerter

Julie Kolbeck
julie@kforum.dk

Ny kampagnefilm fra Gigtforeningen bruger smerte-sammenligninger for at vise, hvad et liv med gigtsmerter betyder.

Bureauet Primetime og produktionsselskabet Octopuss står bag ny kampagnefilm for Gigtforeningen, der ønsker at sætte fokus på, hvordan det er at leve med gigt.

Hver femte dansker lever med kroniske smerter og årsagen er som oftest gigt. Alligevel ved danskerne meget lidt om gigt og den usynlige smerte, som sygdommen medfører.

”Vi hører ofte fra vores brugere, at de ville ønske, omverden vidste mere om deres gigtsygdomme, og at de bedre kunne sætte ord på, hvordan det føles at leve med de usynlige smerter. Det har vi lyttet til, og gennem filmen forsøger vi at vise livet med gigt. Håbet er, at mange vil dele filmen med deres pårørende, kollegaer og venner og øge forståelsen for livet med gigt,” siger kommunikationschef hos Gigtforeningen, Anne Reinholdt, i en pressemeddelelse.

Primetime, Octopuss og instruktør Mikkel Blaabjerg har igennem storytelling forsøgt at vise seerne, hvordan det føles at leve et liv med gigt. Her har man især forsøgt at omdanne gigtsygdommens usynlige smerter til noget synligt, som alle kan forstå og forholde sig til.

”Vi har ønsket, at filmen skal give folk en forståelse for, hvordan de smerter, vi ikke ellers kan se, føles. Derfor har vi brugt smerte-sammenligninger, som mennesker med gigt kan genkende, og som alle andre kan relatere til, f.eks. at et håndtryk for et menneske med gigt kan føles som at klemme om en kaktus. Pakket ind i en rørende fortælling, oplyses der om gigt, samtidig med at både patienter og pårørende kan engagere sig i filmen” siger Liv Hedgaard, kommunikationsrådgiver hos Primetime.

Kampagnen ’Få øje på de usynlige smerter’, der i øvrigt er gået i luften i dag på Den internationale Gigtdag, er blevet modtaget med god organisk reach på Gigtforeningens Facebookside.

Man vil senere påbegynde annoncering, som vil blive fulgt op med re-targeting til dem, der har interageret med filmen.