Ny kampagne skal få flere unge coronavaccineret

Emil Malte Simonsen
emil.s@bureaubiz.dk

Kampagnen er ikke, som resten af Sundhedsstyrelsens kommunikation, blevet til i samarbejde med Advice. Opgaven er i stedet lagt i hænderne på et lille bureau, der gør sig i inkluderende kommunikation.

 

I skrivende stund viser tal fra SSI, at 76,3 pct. af befolkningen er blevet færdigvaccineret mod corona. Det tal er for lavt, mener Sundhedsstyrelsen – særligt blandt unge i alderen 20-29 er tilslutningen stagneret. Det er samtidig suverænt den gruppe i befolkningen, hvor færrest er blevet vaccineret.

Derfor har Sundhedsstyrelsen igangsat en landsdækkende kampagne, der skal informere om vaccinen og motivere flere unge til at tage imod tilbuddet. 

Kampagnen er ikke, som resten af Sundhedsstyrelsens coronakommunikation, udviklet i samarbejde med Advice. I stedet er den udviklet i samarbejde med det unge bureau Liberate, der arbejder med inkluderende kommunikation. 

“Erfaringer viser, at de yngre målgrupper bliver mindre motiverede til at blive vaccineret i takt med at flere ældre og sårbare bliver vaccineret. Derudover ser vi netop nu, at vaccinationen af unge, særligt i udsatte boligområder, er gået helt i stå. Vaccinationen af unge med minoritetsbaggrund er dermed stagneret på et betydeligt lavere niveau end i resten af befolkningen,” siger Niddal El-Jabri, der er stifter og client & inclusive strategist i Liberate. Han fortsætter: 

“For at nå netop denne gruppe af unge er det afgørende, at vi tager udgangspunkt i deres situation og livsverden og tilrettelægger indsatser, der er særligt målrettet dem, deres liv og deres medievaner. Kommunikationen skal holdes i en ikke-moraliserende tone for at undgå at de unge oplever at blive talt ned til og udsat for vaccinationspres. Vi ønsker heller ikke brug af skræmmebilleder.”

Kampagnen er ifølge Niddal El-Jabri skabt som en tre-trins-raket, der består af landsdækkende skærmvisninger (DOOH), en række portrætfilm og endeligt et længere dokumentarformat til sociale medier, der dykker ned i de vaccinebekymringer, de unge har. Portrætfilme og mini-dokumentar er lavet i samarbejde med produktionsselskabet Octopuss.

Formaterne har alle det tilfælles, at de slutter med et ‘tak’ – ifølge Niddal El-Jabri fordi, man ikke vil være en løftet pegefinger, men en samtalepartner.

“For os blev indsigten, at målgruppen skal føle sig lyttet til, anerkendt og respekteret, og så bruge sprog, de unge er vokset op med, til at skabe en utraditionel synlighed i bybilledet, der samtidig taler til målgruppen. Vi er især begejstrede over den mini-docu, som er under produktion nu, hvor Sundhedsstyrelsen engagerer sig i de bekymringer, de unge har i forhold til at lade sig vaccinere. Det er vigtigt for indsatsen, at vi aktiverer og deltager i den samtale,” siger Niddal El-Jabri.

DOOH-delen blev skudt i gang i slutningen af september, mens portrætfilmene kom kom på sociale medier i midten af oktober. Nu er man så ude med tredje del, der dykker ned i de unges bekymringer.

Se portrætfilm og dokumentaren her.