Ny kampagne: Swipp begynder – næsten – forfra

Peter Engholm
25@mail.dk

Et år efter sin første store forbruger-kampagne er Swipp tilbage, og det meste er nyt – undtagen navnet. Se den første film her.

https://www.youtube.com/watch?v=z0NfRYhzx90

Ny kampagne fra Swipp slår på, at de fleste ting i livet er bedre, når man er sammen om dem – ”Swipp og din mobil. Gode sammen”, hedder det i en fællesskabs-dyrkende kampagne skabt sammen med Hjaltelin Stahl.

Swipp formåede i oktober sidste år at gøre opmærksom på sig selv med en Partners-skabt kampagne, der delte vandene. Kampagnen med Reimer Bo, der erklærede, at danskerne havde fået Swipp, skabte stort opmærksomhed, men ikke så meget andet.

Og med den store, forbrugerrettet kampagne, der lanceres i dag, er meget lavet om siden sidst – faktisk alt, undtagen produktets navn.

”Den første forbrugerkampagne skulle slå hul i muren. Det totale kendskab til Swipp er i dag over 90 pct., og dét bygger vi videre på. Men tilgangen er en anden; tonen, budksabet, målgruppen. Faktisk er produktet også et andet – for et år siden var Swipp indlejret i din mobilbank-app, som fungerede forskelligt alt efter den enkelte bank. Nu har vi én ny fælles Swipp-app,” siger Peter Rosenstand, der er marketingdirektør i Swipp.

Hvor Swipp i første kampagne gik efter dem, der endnu ikke var kommet med på vognen, er målgruppen denne gang early adopters – dem, der gerne vil afprøve den nye teknologi. I dette tilfælde at betale med mobilen i butikkerne – især hvis der er konkrete fordele forbundet med det.

Ambitionen er åbenlys:

”Vi vil være danskernes foretrukne betalingsform. Det stiller ikke kun krav til produktet, men også til markedsføringen. Problemet med at dele regningen mellem venner på cafeen er allerede løst. Det løser Swipp også, men så er vi også stærke på betaling i butikker. Det opfatter forbrugerne imidlertid ikke som et stort problem, for de er rimeligt godt tilfredse med deres betalingskort. Derfor skal kampagnen også tydeliggøre fordelene for forbrugeren ved at betale med Swipp i butikkerne,” siger Peter Rosenstand.

Swipp går nu ud med en bred kampagne, der følger op på BtB-kampagnen, der blev lanceret for et par uger siden.

Forbrugerkampagnen består bl.a. af tv-reklamer, magasinannoncering, bannerannoncer, forskellige happenings og en “massiv digital tilstedeværelse”. Kampagnen udfolder sig hen over de næste 10 uger, og undervejs vil Swipp løfte sløret for flere nye initiativer, som understreger, hvordan Swipp og butikkerne er gode sammen.

”Tv er motoren i kampagnen, og på de sociale medier kan man udforske de fortællinger, vi kort berører i filmene. Det er også på de digitale medier, at vi søger at få folk til at vælge den nye app,” siger Peter Rosenstand.