Ny knopskydning i Responsive

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Dialogbureauet har hentet Annemette Broch til som ny direktør i ny enhed der skal fokusere på strategi.

Dialogbureauet Responsive har valgt at oprette endnu et nyt selskab efter, at man for et år siden lancerede den første knopskydning under navnet Responsive Optimizer.

Det nye selskab skal fokusere på konsulent- og strategi-opgaver under navnet Responsive Consulting, og til at lede selskabet har man hentet Annemette Broch.

Hun har senest stiftet konsulentvirksomheden Kompliment – med virksomheder som bl.a. PenSam, Tryg, Scandlines, Gigtforeningen og DKT på kundelisten. Tidligere har hun beskæftiget sig med kunde- og marketingstrategi hos SAP, ATP, Nykredit og Canon. Derudover har hun de sidste 4 år indgået i dommerkomiteen for den danske Direct Marketing pris.

I Kompliment har hun været sig selv suppleret af free-lancere, og der er primært to årsager til, at hun har valgt at stå i spidsen for Responsive Consulting.

“Consulting skal lave det samme som jeg har lavet i mit eget firma, og det har været vigtigt for mig. Jeg skal ikke sælge dialog-løsninger men som hidtil fokusere på konsulent- og strategi-opgaver, og ved at indgå i en større sammenhæng får jeg bedre muligheder for at løfte området i forhold til at være mig selv. Der kommer flere muskler bag, når Responsive samler opgaverne i et nyt selskab,” siger Annemette Broch og tilføjer, at hun også glæder sig til at få flere muligheder for at sparre med kollegaer.

Fordi Annemette Broch i det nye regi skal lave det samme, som hun har gjort i sit eget firma, kan hun fortsat varetage kunder og projekter i Kompliment parallelt med jobbet som direktør for Responsive Consulting. Men nye kunder vil blive i Responsive-regi.

Adm. dir. Torben Vejen fra Responsive forklarer, at knopskydnings-modellen skal sikre fokus på kompetencerne.

“Det er vores erfaring, at vi med en opsplitning sikrer, at vi får maksimalt fokus på hver kompetence. Vi får en organisation, der er dedikeret og har folk i spidsen, som har ansvar for at skaffe kunder og for bundlinjen,” siger Torben Vejen og tilføjer, at bureauet allerede har oplevet en øget tilgang af rene konsulent- og strategi-opgaver, hvor kunderne ikke nødvendigvis køber dialogprogrammer.

Den første knopskydning i Responsive var Responsive Optimizer, der arbejder med optimering af eksisterende kommunikationsindsatser.