Ny kommerciel direktør til Brøndby IF

Peter Engholm
25@mail.dk

Efter to år med ansvar for alle kommercielle forhold og marketing i Brøndby IF stopper Henrik Bartholdy. Det kan have lange udsigter med afløseren.

Bestyrelsen i Brøndby IF har valgt en udskiftning på posten som kommerciel direktør. Det betyder et farvel til Henrik Bartholdy, der tiltrådte for to år siden, og et goddag – igen – til Ole Palmå som direktør med ansvar for alle kommercielle forhold og marketing.

Ole Palmå var i seks år, frem til 2010, kommerciel dir. i Brøndby IF og efterfølgende adm. dir., indtil han stoppede i klubben i 2011. Siden 2013 har Ole Palmå været adm. dir. i FC Nordsjælland.

Henrik Bartholdy er stoppet på posten og får disse ord med på vejen af bestyrelsesformand Jesper Møller:

”Vi vil gerne takke Henrik for sit ukuelige og benhårde arbejde. Han har været med til at løfte vores omsætning og skubbe vores forretning fremad med blandt andet nye, store aftaler med hummel og Arbejdernes Landsbank, ligesom der er blevet vendt en masse sten.”

Selv siger Henrik Bartholdy:

”Jeg går fra Brøndby med en tilfredshed, for jeg efterlader en forretning i fremgang på alle de områder, der er målt på. Jeg giver stafetten videre, blandt andet i form af en lang række søsatte projekter, som man vil se konsekvensen af den kommende tid.”

Der kan komme til at gå en rum tid, førend Henrik Bartholdys afløser tiltræder. Det kan – afhængig af formalia i aftalen mellem Ole Palmå og FCN – ske så sent som 1. april 2018.

Brøndby IF begrunder sit farvel til Henrik Bartholdy med, at man – i lyset af den nye strategi 6.4 og de satte mål – har brug for friske øjne og andre kompetencer til at løfte den kommercielle forretning.

Henrik Bartholdy har – før sin tiltræden i Brøndby IF – været i sponsor- og bureaubranchen i 20 år, senest som nordisk direktør i MEC Access.