Ny kreativ direktør hos Roll Company

Peter Engholm
25@mail.dk

I kølvandet på en omtalt BtB-kampagne og flere nye kunder har bureauet fundet en kreativ direktør, der bl.a. skal sikre en fortsat vækst.

Reklamebureauet Roll Company fik for godt et par måneder siden skabt opmærksomhed for Aberdeen, der udlejer ejendomme og forvalter ejendomsinvesteringer for godt 12 mia. kr., da det konservative formsprog fik et skud anarki og kommunikerede i BZ-stil.

Nu udnævner bureauet en ny kreativ direktør, i form af tekstforfatteren Philip Trappaud Rønne.

“Udnævnelsen sker oven på et stærkt efterår, hvor vi har fået fem nye kunder. Philip får som kreativ direktør ansvar for at højne kvaliteten af bureauets kreative output og forstærke kundernes gennemslagskraft på deres respektive markeder,” siger Anders Roll, adm. direktør i Roll Company.

Philip Trappaud Rønne, har bl.a. siddet hos Raffinaderiet, bebopfilm og Grey. Han er cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling fra Københavns Universitet og uddannet tekstforfatter fra Den Danske Reklameskole.

“Vi er syv medarbejdere, men vi skal opruste – ikke kun på lederniveau, med udnævnelsen af Philip, men også i størrelse. Derfor bliver en af Philips opgaver også – sammen med mig – at være primus motor for vores newbizz-aktiviteter. Philip bidrager ikke kun med konceptmæssig tyngde og erfaring, men også med en speciel energi, der er nødvendig for et bureau med ambitioner. På nuværende tidspunkt kan vi kun sige, at 2012 bliver et spændende år for bureauet”, siger Anders Roll.