Ny kreativ direktør i Nord DDB – og en mere på vej

Peter Engholm,
journalist

Nord DDB sigtede mod at have to kreative direktører. Men nytiltrådte nr. 2 har reelt afløst nr. 1, og derfor indstilles sigtekornet på ny.

Tim Fremmich Andresen er ny creative director i Nord DDB. Han var inden da associate creative director på bureauet. Så altså en intern forfremmelse, men ikke desto mindre: 

”Annette Piilgaard og jeg har været her i små to år nu, og særligt under den tid har Tim ydet en kæmpe indsats for bureauet. Han har ikke mindst en stor del af æren for at vores kreative arbejde på tværs i Norden står endnu stærkere,” siger Mikkel Jønsson, der er executive creative director og partner i Nord DDB København.

Tim Fremmich er bureauets eneste kreative direktør, og det er sådan set ikke meningen.

Mikkel Jønsson siger:

”Vi vil gerne have to udøvende, kreative direktører. Det tilsiger vores nuværende størrelse måske ikke, men ud fra vores ambitionsniveau skal vi have to. Vi vil være større og introducere nye fokusområder, vi vil højne det kreative niveau yderligere, og vi vil vinde flere kreative priser, både lokalt og internationalt.”

Kortvarigt var Nord DDB faktisk oppe på de to kreative direktør, men René Sohn Kammersgaard, der kom fra Robert/Boisen i september 2020, har valgt at takke af på bureauet. Han tiltræder hos Advice den 1. juni.

Tim Fremmich siger om sin rolle:

”Bortset fra nok flere mails og møder vil der ikke ændre sig det store: For mig har det altid handlet om at få ting til at ske. Mindre snak, mere handling. Min vigtigste opgave er at hjælpe med at få forløst vores potentiale, for vi har dygtige kreative og masser af gode ideer. Så jeg skal bare være tilgængelig og hjælpe med at få de bedste ideer til at blive til noget.”

Tim Fremmich Andresen, creative director, Nord DDB

Mikkel Jønsson erkender, at bureauet nu er på udkig efter den anden creative director, men understreger i samme åndedrag, at foden er lettet fra speederen:

”Vi tænker meget stille og roligt over, hvem der skal ind på posten, og kigger kræsent efter den rigtige. Det kan være en person udefra, men vedkommende kan også rekrutteres internt i Nord DDB-netværket.”

Indtil næste creative director er fundet, indtræder Mikkel Jønsson på denne plads. Men på længere sigt er det meningen, at han igen skal fokusere på bureauets overordnede udvikling, herunder new bizz.