Til efteråret – sandsynligvis november – får reklamebranchen en prisuddeling. Endnu én, tænker du måske. Men denne gang er det noget andet:
En pris, der ganske vist hylder godt kreativt arbejde – men prisen anerkender udelukkende kvindelige reklame- og marketingfolk. Og formålet er klart: At skabe debat om kvindelige forbilleder, kvindelig kreativitet og markedsføring til kvindelige forbrugere.
Det begyndte ved Creative Circle Award i sidste måned: 3/4 af deltagerne var mænd, 1/4 kvinder, og i lighed med resten af forsamlingen sad Sarah Carlson, tekstforfatter på Ogilvy, med en dåseøl i hånden og råbte ”Fisse!” sammen med resten af publikum.
Hun grinte også med af konferencieren Knud Romers vittighed om kvindelige grafikere – var den lidt nedsættende? Ja, men det var jo kun for sjov …
Over for en kvindelig kollega konstaterede Sarah Carlson, at det hele var “lidt mandet” – og kollegaen kvitterede med at slå op på Bureaubiz: Her kunne hun tælle sig frem til, at blot 8 ud 88 af CCA-juryens medlemmer var kvinder.
Iagttagelserne blev til en ansøgning til Ole Stig Lommerlegatet, som kvitterede med at give Sarah Carlson 100.000 kr. til projektet ”Mere dame i reklame”.
Projektet skal tage form som en prisuddeling, der hylder kvinder, men samtidig er tænkt som en sjov og kreativ måde at involvere branchen i debatten.
”Det er en besnærende tanke, at der er uendelig højt til loftet i reklamebranchen, men faktum er, at den stadig kan være lidt af en ’old boys club’, hvor mændene løber med meget af taletiden,” siger Sarah Carlson og tilføjer:
”Det er vi heldigvis mange, som gerne vil debattere. Derfor håber jeg, at jeg med prisuddelingen kan samle en masse dygtige mænd og kvinder i branchen, som vil være med til at sætte kvinder på agendaen”.
Det var hendes afsæt og ansøgning, der har fået pengene, men det er ikke hendes pris:
”Helt i tråd med den moderne feminisme skal vi ikke diktere, hvordan kvinder i branchen skal opføre sig for at blive hørt, eller hvordan kvindelig kreativitet ser ud. Der er plads til mange holdninger, og tanken er, at ideer til prisuddelingen skal crowd-sources. På et site, jeg netop har lagt ud, åbnes der nu for brainstorming. Jeg ønsker input fra så mange som muligt – enkeltpersoner, bureauer, annoncører – med bud, ideer, tabuer, oplevelser,” siger Sarah Carlson.
En kernegruppe skal stå for at drive projektet, og her er det planen at holde mændene ude – i al fald i denne del af processen.
”Mændene er meget velkomne til selve prisen. It takes two. Det er hele humlen, at både kvinder og mænd er med i diskussionen om, hvordan vi sikrer, at kvinder og kvindelig kreativitet får lov til at fylde mere,” siger Sarah Carlson.
De 100.000 kr. fra Lommerlegatet skal bruges på en aktivitet i 2015. Men hvad så med næste år?
”Det er mit håb, at prisen kan blive en årligt tilbagevendende begivenhed. Enten på egne ben eller som en kvindepris i f.eks. CCA. Jeg kunne forestille mig, at også brands og medievirksomheder kan se ideen med prisen,” siger Sarah Carlson.
Læs mere om den kommende pris her – sitet rummer også ansøgningen til Lommer-legatet og muligheden for at komme med input.