At arbejde på tværs af grænserne i Norden er noget, som en del internationale bureauer gerne vil prale med. Det har bare aldrig været helt så nemt, som det lyder besnærende i toppen af hierarkiet.
Det taktiske bureau, X2M, der er en del af Publicis-koncernen og repræsentant for Leo Burnett brandet i Danmark, har dog taget skridtet fuldt ud. De ca. 50 medarbejdere er underlagt en fælles overordnet ledelse med Kristine Finne i spidsen. Hun gør det ud af Norge, hvor X2Ms hovedkontor ligger, men hun har også netop fået rollen som chef for bureauet i Danmark.
Titlen er filialbestyrer – X2M aflægger ikke selvstændigt regnskab og optræder kun som en filial af Publicis-koncernen, derfor den titel.
For to år siden hentede man Søren Bjerregaard fra Vesterkopi til jobbet som filialbestyrer i Danmark, men han forsvandt i starten af i år.
I stedet er der nu udpeget en dansk country manager, der refererer til Kristine Finne. Det er Jimmi Kragh, som har fået opgaven at styre dagligdagen i Danmark.
“Den ledelsesmæssige struktur afspejler, at vi ser os mere som en nordisk organisation og arbejder mere integreret på tværs af grænserne. Fordelen er, at kunderne kun behøver en indgang til hele Norden,” siger Jimmi Kragh.
X2M er som nævnt del af Publicis-gruppen og arbejder således også sammen med andre Publicis-bureauer – som f.eks. Reputation. Bureauet er dog den primære kontakt, når det gælder Leo Burnett netværket, der også ejes af Publicis. X2M eksisterer kun i Norden.