Ny marketingmand i DSB skal arbejde med produktet

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Christian Linnelyst sagde lige før sommerferien farvel til Falck. Nu skal han arbejde med produktet – ikke kampagner – hos DSB.

Det kunne ligne en reunion, at Christian Linnelyst efter sit farvel til Falck lige før sommerferien nu skal til DSB i et job som Manager Sales and Marketing.

Selskaber valgte nemlig for et lille år siden at indlede et samarbejde med Wibroe, Duckert & Partners, og fra sin tid i SAS kender Christian Linnelyst bureauet rigtig godt. Det var nemlig i den periode, at den stærkt anerkendte kampagne “Så godt som hjemme” blev udviklet.

Parterne kommer dog ikke til at have så meget med hinanden at gøre. Marketing sorterer nemlig i dag under kommunikationsafdelingen, der ledes af Lars Kaspersen, og Christian Linnelyst er ansat i den kommercielle afdeling.

“Han overtager en stilling i det vi kalder kommerciel – altså salget – hvor han får ansvar for produkter der. I det omfang det kræver marketing sker det ved Line Nielsen og altså min afdeling – helt som det var forud,” siger Lars Kaspersen.

Kommerciel direktør Susanne Mørch Koch siger til Markedsføring om valget:

“Det skal være nemt at købe en billet hos DSB. Derfor skal der endnu mere fokus på, hvordan DSB’s produkter og services kan indrettes og markedsføres på en enkel og håndgribelig facon, der sikrer sammenhæng for kunderne og styrker oplevelsen af pålidelighed. Det betyder bl.a. at vi skal blive endnu bedre til at bruge de mange data, vi har om vores kunder.”