Ny opgave til bureau: Landmænd vil have app

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Vertica har fået en opgave, som udspringer af, at landmænd direkte efterspørger en konkret app.

En app behøver ikke udspringe af en ide i marketingafdelingen eller bureauet – eller for den sags skyld primært relatere sig til B2C markedet.

Det har det digitale bureau, Vertica, oplevet. De har en kunde, Daka, der bl.a. har landmænd som kunder. og her har man oplevet en konkret efterspørgsel på en app, som Vertica nu skal i gang med at bygge.

Landmændene har bedt om en mobil app, så de hurtigt og nemt kan afgive ordrer på afhentning af et nyligt dødt dyr. Netop time to market er afgørende her.

Jo før dyret meldes ind, des mere kan Daka få ud af dyret, da friskhed er essentielt. For landmanden, som typisk ikke sidder på sit kontor, er det nemt og enkelt at melde dyret ind via en app, hvorefter han hurtigt kan komme videre i sin arbejdsdag.

Men oplevelsen hos Daka, hvor kunderne selv har efterspurgt en mobil app, er langt fra unik, mener adm. dir. Jeppe Hansen, Vertica.

”Vores B2B-kunder får i stigende grad øjnene op for, at også i deres verden efterspørger kunderne muligheden for at afgive ordrer, se fakturaer eller søge information, mens de er på farten. Her er en app ofte optimal, fordi den kan rumme meget målrettet og specifikt indhold og hurtigt løse netop de behov, som brugeren har i en konkret situation”, siger Jeppe Hansen.

Det motiverende design i appen skal udarbejdes, så det er nemt og ligetil for landmanden at lægge en ordre uden for mange klik og besværligheder. Lokation og de øvrige informationer, som Daka har om landmanden, skal umiddelbart være givet på forhånd, når landmanden logger ind, så mindst muligt skal indtastes.

Daka har ikke kun landmænd som kunder – også f.eks. restauranter – og derfor skal appen udvikles, så den er fremtidssikret i forhold til fremtidige scenarier og nye målgrupper.