Ny platform: Yousees marketingdirektør skulle styre 6 bureauer

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Yousee har selv taget ansvaret for at koordinere og implementere 6 bureauers arbejde med en helt ny strategi.

Striberne har været et markant udtryk hos YouSee, men tiden er blevet en anden, og derfor har selskabet haft behov for at gentænke strategien og etablere en ny platform.

Den er man så klar med nu, og det er blevet til en total makeover – altså et temmelig omfattende projekt.

I centrum for det hele finder man marketingdirektør Mads Ravn og hans team på syv medarbejdere. De har nemlig gjort sig selv til lead på hele processen frem for at hyre et bureau til det.

Det er der flere årsager til.

”Yousee en del af TDC, hvor vi skal sikre, at strategi og platform hænger sammen med den samlede portefølje. Derfor er det mest naturligt, at vi selv står i spidsen for hele strategi-arbejdet,” siger Mads Ravn og fortsætter:

”Vi har haft Kim Boisen og Keld Reinecke til at hjælpe os – men strategien er vokset op indefra, og derfor har det været en klar fordel, at vi selv holdt fast i at sikre den korrekte og bedste implementering på tværs af de forskellige bureauers arbejde,” siger Mads Ravn.

Men selvom han og hans team har gjort sig selv til lead, så har der været betydelig bureauinvolvering på projektet. Listen ser således ud:

  • Den nye visuelle identitet er udarbejdet i samarbejde med Kontrapunkt
  • Black Rabbit er nyt ATL-bureau
  • Magnetix er nyt dialog/BTL-bureau
  • Loft37 har udviklet nyt design til yousee.dk
  • Spring Summer har udviklet nyt design til apps og øvrige digitale platforme
  • Nørgård Mikkelsen har udviklet nyt design til in-store
  • Circus Alphaville og Ghost har produceret nye tv-reklamer, som er instrueret af Jonas Arnby

Mens der har været seks bureauer involveret i projektet, så bliver det mere begrænset i den fremadrettede proces. Her bliver Black Rabbit og Magnetix de primære samarbejdspartnere.

Store krav til organisationen

TDC har i flere år været en af bannerførerne på at købe ind meget mere på tværs af bureaukompetencer. Det er dog en proces, man som annoncør skal være rustet til.

I YouSees tilfælde har et team på syv mand arbejdet mere eller mindre koncentreret på projektet i et halvt års tid sideløbende med, at TDCs inhouse bureau med otte medarbejdere har brugt langt størstedelen af sin tid på YouSee i den samme periode.

”Det har selvfølgelig været en udfordring at håndtere processen, og den har krævet meget koordinering. Vi har undervejs haft en 3-4 stormøder, hvor alle bureauer har deltaget, og der er også bureauer, der har fundet sammen undervejs. Der har hele tiden været en god tro på projektet, og jeg synes ikke, det på noget tidspunkt har været ved at køre af sporet,” siger Mads Ravn.

Selve strategi-arbejdet har dog taget længere tid end først antaget. Man var igennem en bureaukonkurrence på et tidspunkt, hvor man valgte at tage strategien tilbage til værkstedet.

”Vi har ikke kasseret noget, men der var behov for at udvikle videre på strategien,” siger Mads Ravn.

Helt grundlæggende handler det om, at YouSee går fra at være udbyder af tv til at være et underholdningsbrand.

”Rollen som traditionel tv-udbyder er ikke længere gangbar i en verden, hvor streaming har vendt vores tv-vaner på hovedet. Der skal tænkes nyt. Derfor ændrer YouSee i dag både udseende og lancerer Danmarks største underholdningsunivers, der giver alle nye tv-kunder med bredbånd adgang til ca. 1.400 film fra C-More samt mulighed for at tilkøbe HBO Nordic. Samtidig udbredes Live-tv/web-tv, så det nu gælder alle YouSee’s 1,1 mio. tv-kunder,” siger Mads Ravn.

Han understreger samtidig, at striberne har været gode for YouSee. Også universet med Dejan Cukic har været velfungerende.

”Men striberne er blevet meget synonyme med det, vi var. Vi ønsker nu at ta’ YouSee til et nyt niveau – et niveau hvor vi ikke længere kun vil være kendt som et tv-brand men som et underholdningsbrand. Vi tager med den nye platform så at sige et skridt tilbage. Fremover vil det være vores content, der i langt højere grad skal tale for os,” siger Mads Ravn.

Her er ny og gammel outdoor:

Det er meget kommunikationen, hvor det visuelle skift er markant. Selve Yousees logoet er ikke ændret meget – der er sket en lille opstramning.

Det nye:

Det gamle: