Ny rapport: De unge er blevet mere private på Facebook

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: De unge dropper væggen på Facebook. De værner om deres privatliv og bruger i langt højere grad det sociale medie som kommunikationskanal, viser ny rapport.

Når de unge bruger de sociale medier, er det vigtigt for dem at beskytte deres privatliv. Derfor bruger de f.eks. ikke ’væggen’ på Facebook.

Det betyder dog ikke, at de ikke er på Facebook. Det sociale medie bruges som kommunikationskanal til dialog i afgrænsede grupper og til at chatte med vennerne.

Det fremgår af en ny rapport fra tænketanken Digitale Unge, som bl.a. Medierådet for Børn og Unge og Institut for Menneskerettigheder står bag.

”I virkeligheden er unge meget bevidste om at bygge digitale mure omkring de informationer, de deler på nettet. Det gælder dog især i forhold til nære relationer. For dem handler privatliv om, hvorvidt forældre må følge med, eller, om at afgrænse dialogen til en udvalgt gruppe i stedet for at dele med alle”, siger medforfatter til rapporten og projektleder hos Medierådet for Børn og unge, Gry Hasselbalch til Berlingske.

Det er sket over tid, at de unge har flyttet sig fra den åbne ’væg’ til at bruge chatfunktionen til dialog med vennerne og den udvikling har også medieforsker Anja Bechmann fra Aarhus Universitet afdækket:

”Langt størstedelen af kommunikationen foregår i afgrænsede grupper eller via chatfunktionen. For dem er Facebook en platform til nem kontakt til venner og generelt et værktøj til mikrokoordinering. De taler slet ikke om ’wall-fænomenet’, når de taler om Facebook”, siger hun til avisen (Berlingske p. 14).