Ny stor kunde til holdningsbureau

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Ny type digital signatur skal markedsføres med 15 mio. kr. kampagne. Bureauet er valgt efter en konkurrence mellem tre.

Det skal blive lettere at håndtere sine koder, når man vil foretage sig ting på nettet hos enten det offentlige eller i sin bank.

Derfor er der udviklet en ny digital signatur. Men det glade budskab skal markedsføres, og det er der afsat 15 mio. kr. til, som skal bruges hen over sommer og efterår.

Bag står DanID, og firmaet har netop afgjort en bureaukonkurrence med deltagelse af tre bureauer: Hjaltelin, Stahl & Co, BBDO og Public.

Sidstnævnte trak det længste strå, og kan dermed skrive endnu en stor ny kunde på listen. For knap 2 måneder siden vandt bureauet sammen med RelationshusetGekko Forsvarets store budget.

Signaturen skal under navnet NemID afløse både den nuværende digitale signatur og bankernes individuelle sikkerhedsløsninger. Dermed kan danskerne nøjes med én adgangskode og ét nøglekort til alle deres transaktioner med bankerne, det offentlige og en lang række tjenester på nettet.

Konkret skal DanID udsende ca. 3 mio. breve indeholdende et nyt nøglekort, som man frem over skal bruge til både bank og offentlige sider.

“Kampagnen skal dels skabe en generel opmærksomhed og forståelse af, at det er en fælles løsning og dels sikre, at folk er opmærksomme på brevet.

“Derfor bliver der tale om en kampagne med traditionel massekommunikation. Selvfølgelig vil den være onlinetung, men der vil også være både tv og print og den vil komme til at være synlig over en længere periode, idet udsendelsen af breve kommer til at vare 4-5 måneder,” siger kommunikationschef Jette Knudsen.

Hun siger om bureauvalget:

“Vi valgte Public på baggrund af deres forståelse for, hvordan mange og komplicerede budskaber kan kommunikeres vedkommende – og i et univers, der passer til både bankerne og det offentlige som afsendere. Desuden er det en klar sidegevinst, at bureauet er vant til at navigere i et farvand med mange aktører.”

Public kalder sig selv for et holdningsbureau med kunder primært inden for store kommuner, ministerier, styrelser, direktorater og større organisationer. Bureauet er med på adskillige SKI-lister, herunder både “mediaformidling og analyse” og “websites og elektronisk publicering”.