Ny topchef for kommunikation i Danish Crown

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Danish Crowns nye kommunikationsdirektør har en lang karriere i Arla.

For godt et år siden blev Erik Eisenberg ansat som kommunikationsdirektør hos Danish Crown. Han har netop her ved indgangen til 2017 forladt jobbet og Danish Crown står klar med en afløser.

Det bliver Astrid Gade Nielsen, der starter den 1. april og hun får det samlede ansvar for kommunikation, CSR og Public Affairs.

Astrid Gade Nielsen kommer fra Arla, hvor hun i 14 år har stået i spidsen for kommunikationen med titel af vice president global communications.

Astrid Gade Nielsens erfaring fra en landmandsejet virksomhed har vejet tungt i valget.

“Med 8.000 engagerede landmænd som ejere spiller respekten og forståelsen af de demokratiske principper en stor rolle for os”, siger Jais Valeur., CEO i Danish Crown.

Astrid Gade Nielsen forlod Arla i august sidste år og har siden etableret egen konsulentvirksomhed med fokus på corporate branding.

Men tilbuddet fra Danish Crown kunne hun ikke modstå:

“Danish Crowns ledelse vil forandringen, og da al forandring begynder i toppen af en virksomhed, kan jeg ikke få bedre udgangspunkt for den udfordring, jeg nu glæder mig til at komme i gang med sammen med kollegerne i Danish Crown,” siger Astrid Gade Nielsen.

Astrid Gade Nielsen er cand.phil i engelsk fra Aarhus Universitet.