Undertøjet, lingeriet, nattøjet og sportstøjet fra Triumph får ny chef i Nordeuropa – hvilket i Triumph-regi er Norden, Benelux og Frankrig.
Det drejer sig om Ed Renner, der er hollandsk-født, og som har boet og arbejdet i Danmark siden 2001. Ed Renner overtager rollen som Regional Direktør efter Søren Steffensen, som nu er Head of Sales hos Triumph, baseret i Schweitz.
Triumph International er blandt verdens største undertøjsproducenter med Triumph, Sloggi, Hom og Valisère som sine vigtigste brands, og Nordeuropa-direktøren får base hos Triumph i Danmark, nærmere bestemt Espergærde i Nordsjælland.
Blandt sine vigtigste ansvarsområder nævner Ed Renner selv at skabe en lokal forretningsplan og revitalisere og styrke Triumphs identitet, brand og position.
De seneste 25 år har Ed Renner arbejdet med nogle af de største danske og internationale modemærker, herunder Cottonfield hos IC Companys. Han er ifølge en pressemeddelelse kendt for ”sit fokus på branding, innovativt lederskab og motivation af medarbejdere – og for at implementere store forandringer med succesfulde resultater til følge”.
Udover at have stået i spidsen for Cottonfield, inkluderer Ed Renners cv også udvikling og genopbyggelse af Blend, repositionering af ICHI og skabelsen af brandet FQ1924.
Ed Renner har desuden fungeret som konsulent og partner i design- og kommunikationsbureauet Cumuli, hvor han har ”rådgivet om skabelsen og opbygningen af troværdige koncepter og brands”.