Ny visuel identitet til Klasselotteriet

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Optimisme danner grundlag for Klasselotteriets nye logo og design, som Bold Copenhagen har udviklet.

Forleden kunne vi melde ud, at Klasselotteriet er ude med en ny brandplatform. Men det er ikke den eneste ændring for Danmarks ældste millionlotteri.

Man har  nemlig også fået nyt logo og nye design, og her indgår netop det historiske aspekt som et element.

”Grundlæggelsesåret 1753 er blevet en aktiv del af logoet. Dét er en fornyelse, og det er der god grund til. Helt siden starten i 1753 har Klasselotteriet taget stort samfundsansvar, og 100 % af overskuddet går tilbage til danskerne gennem udlodningsmidlerne, som støtter dansk kultur og foreningsliv. Det er hele dén arv, vi hylder i det nye logo, som også udstråler både glæde og optimisme,” siger marketingdirektør i Klasselotteriet, Terese Johannesen.

Mens det er Republica, der står bag den nye brandplatform, er det Bold Copenhagen (en del af NoA-netværket), der har samarbejdet med Klasselotteriet om det nye visuelle udtryk, som har fået nye farver.

Optimismen danner grundlag for det nye udtryk
Den nye brandplatform hedder ’en indsats værd’ og  taler godt sammen med dét, som Muggie Ramadani, creative director på Bold Copenhagen, kalder for optimisme, og som danner grundlag for den nye visuelle identitet.

”Vi har arbejdet ud fra optimisme som begreb i processen med den nye designlinje. Det passer perfekt til både Klasselotteriet og til dem, der spiller med. Der er fx et lille smil indbygget i A’et, og selve logoets former og dynamik udstråler energi og glæde.”

Han fortsætter:

”Vi har også fortolket optimisme som det svævende, der spiller en stor rolle i den visuelle identitet – fx i måden, vi arbejder med overskrifter på. Det svævende svarer til den følelse, man får i kroppen, når man vinder.”

Han fortæller endvidere, at man har været igennem en proces, hvor der ”skulle leveres fra øverste hylde”:

”På alle måder en drømmeopgave, hvor arv og fornyelse er gået hånd i hånd”, siger Muggie Ramadani.

Fra Terese Johannesen lyder det:

” Jeg er super spændt på, hvordan både kommunikation og den nye visuelle identitet bliver modtaget af danskerne. Jeg håber, de bliver lige så glade for kombinationen af arv og fornyelse, som vi er.”