Nybolig har netop lanceret et koncept, som skal give ejendomsmæglerkæden større opmærksomhed hos kunderne.
Bag konceptet står EFKT, der specialiserer sig i foto- og videoløsninger til ejendomsmæglerkæder. EFKT bruger data om boligkøberes søgeadfærd kombineret med bl.a. chatbots til at give Nybolig viden om, hvilke billede- og videoformater, der performer bedst på tværs af platforme.
“Med afsæt i data og teknologi har vi sammen med Nybolig skabt et udtryk, som styrker Nyboligs samlede brandoplevelse,” siger Anders Ertmann, CEO hos EFKT. Han begyndte i virksomheden i sommer efter en årrække som CEO i Intermail.
Fra Tina Hedegaard, forretningsdirektør hos Nybolig, lyder det:
“Som Danmarks største ejendomsmæglerkæde er det afgørende for os konstant at udvikle vores markedsføring og udnytte de muligheder, teknologi og data giver.”
Konceptet er udviklet til at kunne skaleres i Nyboligs 220 butikker og samtidig være fleksibelt nok til at understøtte både den lokale mægler og den enkelte boligs særlige karakter. Kombinationen af foto og video skal skabe en mere levende præsentation, der giver boligkøbere et hurtigere og tydeligere indtryk, lyder det i pressemeddelelsen.