EUs kommende forordning om persondata kan få konsekvenser for de mange kundeklubber og loyalitetsprogrammer, som især detailhandlen er glade for at bruge.
Den største udfordring bliver det samtykke, hvor forbrugeren accepterer, at virksomheden må bruge personlige oplysninger om indkøbsmønstre og e-mail-adresse. Det skriver Børsen.
“Hvis de nye regler fortolkes stramt, kan det betyde, at virksomhederne igen og igen skal ud og hente e-mail permissions, hvor man i dag kan hente dem een gang,” siger siger Nikolaj Nørgaard til avisen. Han er adm. direktør i Kaplan RM, der rådgiver om loyalitetsprogrammer.
Årsagen er, at virksomhederne ikke må gemme på data, hvis kunden ikke har interageret i en længere periode med virksomheden.
Hvis man overtræder de nye regler for forbrugerbeskyttelse kan det give en bøde på op til 2 procent af virksomhedens globale omsætning.
Der er dog også fordele ved den nye EU-forordning idet den erstatter en mængde af forskellige regler i de enkelte EU-lande, som man skal sætte sig ind i.
Og SAS, der har næsten fire mio. medlemmer i loyalitetsprogrammet Eurobonus, ærgrer sig da heller ikke over udsigterne til nye regler.
Kommunikationschef i SAS, Trine Kromann-Mikkelsen siger til avisen:
“SAS efterlever i forvejen ganske omfattende krav til den registrering, vi skal foretage af vores kunder og deres rejser. Vi vil naturligvis undersøge detaljerne i det nye forslag, og hvad det betyder for vores forretning, men lige umiddelbart er yderligere EU-krav til dokumentation ikke noget, som vi er voldsomt bekymrede for.”
Børsen, p. 6.