Nyfusioneret bureau overtager SEO-bureau

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

To digitale webbureauer gik sammen for under en måned siden. Nu overtager de et bureau inden for søgemaskineoptimering.

For knap en måned siden fusionerede de to aalborgensiske webbureauer, Konxion og Ultimate Web med førstnævnte som det forsættende navn.

Nu melder man ud, at man opkøber SEO-bureauet Opfart, der tidligere hed SEO Nord.

Opfart drives af Per Allerup og står bag SEO-værktøjet, RinyRocketLab, der har 1.100 brugere. Per Allerup bliver teamchef på Konxions kontor i Aalborg, men skal også rådgive Aarhus og København kontorernes kunder.

Om baggrunden for opkøbet siger adm.dir. i Konxion, Dennis Tranekær:

”Opkøbet skal ses som et led i vores strategi om at mestre alle digitale kompetencer under eet tag samt at være de dygtigste inden for vores felt. Når vi samtidig kan finde kompetencerne i det nordjyske, er det blot et ekstra plus. Et af de vigtigste parametre i nutidens marketing-miks er en onlinetilstedeværelse. Side 2 i en Google-søgning er bare ikke godt nok”.

Konxion har godt 30 medarbejdere.