Nyt bureau bag ny Bare Danmark-kampagne

Emil Malte Simonsen
emil.s@bureaubiz.dk

For tredje år i træk skal en kampagne vise danskerne, at Danmark altså ikke ‘bare’ er Danmark. Modsat tidligere år er Danske Destinationer den eneste afsender, og Hjaltelin Stahl er ikke længere bureauet bag kampagnen.

De seneste to somre har udlandet været forbundet med usikkerhed og restriktioner. Danmark skulle derfor genopdages som en reel feriedestination for mange danskere. 

Det var afsættet for et samarbejde mellem VisitDenmark og Danske Destinationer, der fik hjælp af Hjaltelin Stahl til at udvikle den prisvindende ‘Mere end bare Danmark’-kampagne.

I sommeren 2020 tonede skuespiller Martin Brygmann frem som fortørnet frontfigur, der viste alle Danmarks herligheder frem i et opgør med talemåden ‘bare Danmark’. Sidste år blev kampagnen genoplivet med skuespiller Mette Horn, hvor fokus var på overraskende oplevelser og inddragelse af danskerne, der kunne dele feriebilleder til inspiration for andre under hashtagget #baredanmark. 

Kampagnen får nu en tredje tur i manegen, men med flere væsentlige detaljer til forskel.

For det første er VisitDenmark ikke længere afsender af kampagnen. Den er helt og holdent overtaget af Danske Destinationer, der er brancheorganisation for Danmarks 19 destinationsselskaber. Det er i øvrigt første gang, at de danske turismeudviklingsselskaber alene står bag en samlet kampagne, der er målrettet danskerne.

For det andet er Hjaltelin Stahl ikke længere bureauet bag udviklingen. Opgaven er i stedet lagt i hænderne på det unge netværksbureau Medvind Kommunikation, mens Laban har stået for produktionen af kampagnen. 

For det tredje er der ikke længere en kendt skuespiller i front for kampagnen. Kampagnen sætter i stedet fokus på en lang række ferieområder i den danske natur og ved de danske kyster gennem en stribe små film. Desuden er der et kampagnesite, megetmereendbare.dk, hvor man kan finde inspiration til oplevelser i Danmark.

Ifølge formand i Danske Destinationer og direktør i Destination Bornholm, Pernille Kofod Lydolph, er det ikke helt tilfældigt, at kampagnen fortsætter på bagkant af pandemien. Situationen er en anden end de foregående år, hvor kampagnen har kørt, men der er fortsat behov for at genopfriske danskernes fornemmelse for ferie i Danmark. Hun mener nemlig, at der bliver særligt rift om de danske feriegæster i år. 

”De sidste par år har danskerne i stor stil holdt ferie i Danmark og rigtig mange er blevet overraskede over, hvad Danmark egentlig byder på som ferieland. Den interesse og nysgerrighed skal vi fastholde og booste, så danskerne fortsat får lyst til
at holde ferie på danske feriesteder,” siger hun i en pressemeddelelse og fortsætter:

“Verden er ved at åbne igen, og det betyder, at mange danskere vil rejse udenlands, så det gælder om at holde danskernes
feriefølelser for Danmark varme netop nu. Der er uden tvivl nogle klassikere, når danskerne vælger feriested i Danmark. Danske Destinationer vil gerne udvide feltet og løfte sløret for de u-opdagede perler, som hver egn gemmer på.”

Kampagnen kører fra i dag, d. 1. marts, og seks uger frem. Den kører hovedsageligt gennem sociale medier og desuden på kampagnesitet.

Se filmene her.