Nyt bureau bag stor Silvan-kampagne

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Mantra har skabt et koncept, hvor medarbejdere er sat til at spille hovedrollerne i film, der er inspireret af en teaser for en amerikansk tv-serie.

En virksomheds medarbejdere er vel det nærmeste, man kan komme den ægte oplevelse, og derfor er de oplagte at bringe i spil i markedsføringen.

Problemet er, at der er et stort spring fra at have dialog med kunderne i hverdagen til at optræde i reklamer, og derfor det kan være en meget stor udfordring at få dem til at blive oplevet ægte, når de skal optræde.

I dag sætter Silvan gang i en helt ny kampagne, der karakteriseres som “en stor satsning i vores verden”, og her kommer en gruppe af medarbejdere til at spille en central rolle.

“Der er rigtig levende mennesker i vores butikker, og det tør vi godt fortælle, for de er ret dygtige. Det er for mig at se et af de vigtigste budskaber i denne kampagne, siger Thomas Juul, der er indkøbs- og marketing-direktør i Silvan.

Konceptet er udviklet af Mantra, og der er er tale om et relativt nyt samarbejde. Nyt på den måde, at det er første resultat af samarbejdet mellem dem – mindre nyt i den forstand, at kampagnen har været et år under vejs.

“Mange kunder vil gerne have deres medarbejdere i spil, men det er en svær genre, for det kan meget let komme til at virke krampagtigt,” siger adm. dir. Hans Henrik Goth, Mantra, og fortsætter:

“I det koncept, vi har udviklet til Silvan, ser vi det som en styrke at anvende medarbejderne i kampagnen. Både i forhold til at sikre en forankring i organisationen og i forhold til det budskab, der skal kommunikeres. Derfor spiller medarbejderne de dominerende roller – suppleret med at par eksterne.”

Det kreative koncept er samlet under hatten “Meet the Silvans – så kan du selv”, og rent filmisk bliver det skildret som en teaser til en amerikansk serie ala Dollars, Dallas el. lign. (se dem her).

Medarbejderne spiller roller med konstruerede navne, men skal ikke aflevere replikker. Århusianske Frontier har stået for produktionen af filmene.

I det nye slogan bevæger Silvan sig ikke nødvendigvis langt væk fra det tidligere. Man er gået fra “Gør det selv” til “så kan du selv”. En lille detalje med en betydelig effekt, der kan give mindelser om Kvik Køkkener, der gik fra, at “alle har ret til et fedt køkken” til “alle har råd til et fedt køkken” – og tilbage igen …

Konceptet vil blive brugt i både butikker, print, hjemmeside og øvrig markedsføring, og samlet set er der tale om en betydelig satsning fra Silvans side.

Desuden er der etableret et fordels-kort, til dem, der “gerne vil være lidt mere i familie med Silvan,” som Thomas Juul udtrykker det.

“Der er en myte om, at der ingen folk er i et byggemarked, og hvis man finder en, så ved de ingenting. Den vil vi gøre op med. Vores medarbejdere ved faktisk en hel del, og vi kan konstatere en større tilfredshed hos de folk, der har været i kontakt med dem. Selvfølgelig ved alle ikke alt – nogen er gode til træ, andre til maling etc. – men til sammen ved de meget,” siger Thomas Juul.

Mantra blev bedt om at komme med flere forslag til, hvordan man kunne løse opgaven.

“Vi kom tilbage med tre forslag – samt en anbefaling, som Silvan har valgt at følge. Ud over at kampagnen er timet til starten på højsæsonen, så er der et løfte i den, og der har derfor været brugt en del tid på at sikre, at butikkerne er tunet ind på at indfri løftet,” siger Hans Henrik Goth.

Silvan har sin egen interne produktionsafdeling, og derfor er Mantra mere hevet ind på projektbasis.

“Vi står for meget produktion selv, men vil godt have et kreativt indspark ind imellem. Hvor meget Mantra skal lave fremadrettet, er ikke til at sige – men vi vil da nok spørge dem først, næste gang vi har brug for et indspark,” siger Thomas Juul.