Nyt bureau forærer arbejde til lokal organisation

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Et lille bureau i Aarhus med godt et halvt år på bagen vil hjælpe med at trække investorer til Aarhus-bugten.

Det aarhusianske design- og webbureau More in Mind, der slog dørene op i januar, har indgået et pro bono samarbejde med Center for Aarhus Bugten. Målet er at sparke døre ind til fremtidige investorer.

Center for Aarhus Bugten er et udviklingsprojekt, som vil samle kommunerne omkring bugten i Aarhus for at fremme turismen og den generelle aktivitet på og omkring Aarhus Bugten.

More in Minds opgave er at skabe en synlig og genkendelig profil, bl.a. via en visuel identitet, et nyt logo og en ny hjemmeside, der er klar den 1. september. Men hvorfor forære arbejdet væk?

“Vi har indgået samarbejdet med Center for Aarhus bugt pro bono, da det for vores virksomhed kan blive et rigtig godt fundament for at skabe synlighed og en masse kontakter via nyt netværk,” siger Maibrit Raal, design ansvarlig og medejer hos More in Mind og fortsætter:

“Derudover er det en spændende opgave, hvor vi har fået meget frie hænder – og så er det ikke mindst nogle utrolig søde mennesker som står bag projektet, så ud fra den betragtning satser vi på en win win.”

Hjemmesiden bliver omdrejningspunktet og kommer til at rumme skræddersyet information omkring projektet, og attraktive billeder fra bugten. Fra søsiden, fra luften og fra kysten.

Formålet bliver at tiltrække samarbejdspartnere, bestyrelsesmedlemmer og investorer fra det østjyske erhvervsliv til projektet.