Nyt bureau vil koble startup-udviklere med bureauer

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Start-ups har brug for at tjene penge, og bureauer har brug for udviklere. Dem vil Bootstrapped koble sammen.

Bootstrapped betyder at få nogen eller noget ud af en situation ved at bruge de eksisterende ressourcer.

Det er også navnet på et nyt bureau, som betegner sig selv som et freelancebureau.

Formålet er at matche bureauer – og deres behov for at få løst digitale opgaver – med start-ups, der har brug for indtjening.

Marc Emil Domar, der har 10 års baggrund i bureaubranchen fra bl.a. Kunde & Co samt Quadric, siger:

“Jeg har noteret, at bureauerne har en konstant mangel på digitale kræfter specielt de teknisk eksekverende programmører. Samtidig har mange startups risiko for at knække over eller bliver måske aldrig rigtigt til virkelighed, simpelthen fordi initiativtagernes økonomi ikke hænger sammen.” 

Ideen er, at han med sit bureau både kan give udviklerne nogle opgaver, hvor de kan tjene lidt penge, mens de får deres virksomheder op at stå og samtidig kan løse et problem for bureauerne.

Bootstrapped tager 15% af konsulentens løn i opgaveperioden og tanken er, at overskuddet skal reinvesteres i start-ups.

Ifølge Marc Emil Domar har godt 30 startup-profiler tilmeldt sig de seneste 14 dage, og profilerne spænder over UX’ere, frontenders, backenders, forretningsudviklere og projektledere.

“Vi er nu klar med mindst 450 timers arbejde om ugen, så nu skal jeg ud at finde nogle bureauer, der står og mangler ressourcer.”