Nyt bureau vil løse de indre konflikter i brands

Peter Engholm
25@mail.dk

Når brands krakelerer, skyldes det ofte interne faktorer. Et netop lanceret bureau med tre stiftere vil styrke brands indefra – og gerne nedefra.

Leanius er navnet på et nyt bureau, med adresse i København, som vil bistå især mellemstore virksomheder med vækst ved at galvanisere deres brand.

”Vi fokuserer på brand-korrosion – altså den stille og ofte ubemærkede nedbrydning af brandet, som sker, når brandets ejere, fra Corporate Communication til frontlinje-sælgeren – ikke er samstemt om indhold, strategi og retning,” siger Tue I. Paarup, der er account director og strateg i Leanius.

Han og kreativ direktør Jesper H. Pedersen – begge med en nær fortid på Adtomic – står bag bureauet sammen med Oliver Holm, der er underviser og kreativ.

”Vores målgruppe er mellemstore virksomheder i vækst, og målet er at sikre dem succesfuld branding. Det sker bl.a. ved at slanke brandet og gøre det smidigt. Og ved at involvere alle brandejere og aktivere brandværdierne,” siger Tue Paarup og tilføjer:


”Det sker ud fra en erkendelse af, at når et brand går i stykker, er årsagen ofte interne faktorer, og ikke noget eksternt som ændringer i markedtrends eller lovgivning.”

Tilgangen er, at de primære ambassadører ikke er corporate communication, men sælgerne, der er dagligt i kontakt med brandet.

”Vi samler folk – på den ene eller anden måde – og samstemmer ambitioner og forventninger,” siger Tue Paarup.

Det lyder græsrodsagtigt …

”Måske nok. Men vi tror på en slags reverse engineering, hvor vi spørger frontlinje-personerne, hvad de er stolte af ved brandet. Og så masserer vi dét ind i brandet. Vi tror ikke, at man kan proppe et corporate brand ned i halsen på folk,” siger Tue Paarup.

Han tilføjer:

”Hvis corporate communication hyrer os ud fra et ønske om at få sælgerne til at forstå brandet, så starter vi fra oven – hos netop communication. For at få dem til at forstå, at det skal foregå den anden vej rundt.”

Tilgangen og fremgangsmåden gør ifølge stifterne af Leanius til et brandingbureau, med værktøjerne fra reklamebureauet:

”Vi har både det strategiske og det kreative med, når vi konkretiserer brandejernes værdier og overbevisninger og gør dem til kerneværdier og en kernefortælling. Vi afleverer ikke en tyk rapport på vej ud af døren, men vil være med hele vejen – det skylder vi kunderne,” siger Tue Paarup, der skønner, at bureauets virke vil være 2/3 på de indre linjer og 1/3 på de eksterne.