Da Johnson & Johnson igen begyndte at sælge o.b. Ultra, efter at vrede forbrugere havde klaget over, at produktet var taget ud af produktion, benyttede firmaet sig af at være ‘flawsome’: De relancerede tamponerne og sagde samtidig undskyld med en sang i en reklame.
Det er åbenbart ved at blive så almindeligt at indrømme, at man tager fejl, at forbrugerne har givet denne tendens et udtryk, som på dansk nærmest kan oversættes som ‘fejltastisk’.
Krisekommunikationsekspert og professor ved Aarhus Universitet, Winni Johansen, mener at det at være ‘flawsome’ er en god måde at komme i øjenhøjde med kunderne:
“Man viser, at man ikke bare er en maskine. Virksomheder viser, at de anerkender deres kunder. På den måde viser de deres menneskelige side”.
Ifølge Berlingske er der endnu ikke dukket eksempler på danske ‘flawsome’-virksomheder op, men Winni Johansen tror afgjort, at den type markedsføring også har en fremtid i Danmark.
Kommunikationsekspert Henrik Byager er enig i, at det kan være en god ide at være ‘flawsome’, for folkelige protester viser at der er et folkeligt engagement og en kærlighed til produktet.
Men man skal passe på, at det ikke bliver en vane:
“Man kan ikke gøre det til en vane at dumme sig og så gå ud og sige undskyld, for så vil folk på et tidspunkt sige: ‘De er da nogle kæmpe kvajpander’. Det er noget, man kan gøre en enkelt gang og så kan det være en rigtig god ide”, siger Henrik Byager (Berlingske Business Innovation, p. 4).
Sitecore vandt erhvervspris
I sidste uge skrev vi, at Sitecore var nomimeret til ‘New Business-prisen, som er stiftet af Berlingske, Ingeniørforeningen IDA og businessskolen Insead, for at finde et bud på den type virksomheder, som Danmark skal leve af fremover.
I går blev prisen så uddelt og Sitecore løb med førstepladsen og en værdikupon på 10.000 euro som kan bruges til at deltage på kurser ved Insead.
Koncernchef i Danfoss Niels B. Christiansen, der er formand for dommerkomiteen siger om vindervirksomheden:
“Sitecore er en veldokumenteret succeshistorie, hvor omsætningen er tidoblet på fem år og ventes at nå en halv mia. kroner i år. Succesen bygger på et tæt samspil med kunderne. Samtidig er der opbygget en innovativ virksomhedskultur, som sikrer fornyelsen. Tempoet, deres tilgang til at drive virskomhed og deres kompetencer lover godt for udvikling af vækstvirksomheder i Danmark” (Berlingske Business, p. 10-11).