Af Peter Engholm 25@mail.dk

Ny AdWords-certificering vil ikke gøre en forskel for de store bureauers medarbejdere, men kan skille fårene fra bukkene for de mindre annoncører.

Google meddelte i sidste uge, at den skifter ud: Google Advertising Professionals erstattes af Google AdWords Certificerings-program.

“AdWords er efterhånden så komplekst, at der er et klart behov for en fundamental grunduddannelse, som mange kan tage – og netop for at bureauerne, der investerer tid i at få uddannet deres medarbejdere, kan differentiere sig”, sagde Google Danmarks direktør Peter Friis i en pressemeddelelse.

Frank Andersen, direktør i Omnicom Media Group, står foran at skulle dykke ned i detaljerne i Googles nye udspil, men siger helt overordnet:

“Det nye program er mere omfattende og stiller større krav til den certificerede, og en professionalisering og differentiering af markedet er en god idé. Det er let at komme i gang med at annoncere via Google, men det er langt mere komplekst at få den fulde effekt – til den lavest mulige pris – af AdWords,” siger Frank Andersen.

Den nye certificering skal ifølge Google imødekomme en feedback fra små og mellemstore annoncører, der har peget på det tidskrævende i at finde rundt blandt de mange nye former for webbureauer.

“Det er nok her, at den nye certificering gør den største forskel. Enhver kan håndtere andres annoncering via Google, og det slår mange sig op på – og en slags Gule Sider med Google certificering for netop de små og mellemstore annoncører vil være en fordel,” siger Frank Andersen.

Omincom Media Group 10 medarbejdere, der udelukkende arbejder med annoncering på søgemaskinerne – samme specialisering har andre mediabureauer – og her ser Frank Andersen ikke Google-certificeringen som en egentlig opgradering.

“For de bureauer, der arbejder med AdWords sammen med de store annoncører, vil certificeringen ikke i sig selv gøre en stor forskel. Selvfølgelig skal vi have certifikaterne og være Google Certified Partner, men vi kommer næppe til at bruge dem i dagligdagen. Men som uddannelses-trin for nye medarbejdere kan det være nyttigt. Vi hæfter os nok lige så ved, at APIer – altså det at kunne trække data automatisk ud – bliver om ikke gratis, så i al fald billigere fremover,” siger Frank Andersen.

Kommentarer

  1. Jeg kan i høj grad bekræfte Frank Andersens bemærkning, at det nye program er mere omfattende og stiller større krav til de certificerede, og det vil være en måde at skille fårene fra bukkene således, at der i fremtiden vil komme et langt større fokus på den kvalitet som annoncørerne vil få hvad enten man er lille, mellem eller stor virksomhed.

    a-better-traffic.com blev Google Certified Partner i weekenden som de første i Danmark.

    Med venlig hilsen

    Nicolas Zangenberg
    http://www.a-better-traffic.com

  2. Så I mener at det er et kvalitets stempel at et firma udmærker sig ved at være 100% i lommen på ét medie?

    Det er jo pinligt at ingen medie bureauer tager skeen i egen hånd… Det svarer til at en gourmet restaurant havde et Coca Cola certifikat og aldrig kunne drømme om at putte mere eller mindre sirup i glasset samt risikerer at miste deres certifisering hvis de brugte drikke til andet en det DE havde foreskrevet.

    Så med andre ord er burauer med dette mærke bureauernes svar på Mc Donalds franchise tager.

    Bon appetit!

    Ps. Vi skal nok selv vælge hvem vi handler med og det er ikke nødvendigvis hos et firma der er bedst for Google men for os selv 😉

  3. Jonas: Selvfølgelig giver det mening at tage dette certifikat, hvis man arbejder med danske annoncører, når mere end 90% af den danske befolkning benytter Google som deres foretrukne søgemaskine. Jeg mener ikke man er i lommen på Google, men man tvunget til at kende deres systemer, når der er så mange danske brugere – ellers kan man ikke konkurrere.

    Certfikatet giver samtidig et hint til kunderne om at man både har investeret tid og har kompetencer til at anskaffe certifikatet. Så forhåbenligt brænder kunden ikke nallerne, hvis man vælger at samarbejde med et certificeret firma.

  4. Tanken bag er umiddelbart god. Men spørgsmålet er om det i virkeligheden ikke bare giver annoncøren en falsk tryghed?

    Certificeringer er underordnet når resultaterne ikke følger med, et “kørekort” til Google Adwords eller andre medieplatforme for sagens skyld, hjælper absolut ikke kunden med at vælge det rigtige bureau eller de rigtige samarbejdspartnere (hvis man ser på effekten og har det som succeskriterie for et samarbejde).

    Når vi med et værktøj som TraceAd hjælper kunder med effektmåling af alle virksomhedens online aktiviteter, og bl.a. også effektmåling af bureauer. Så kommer nogle af de værste slutresultater vi overhovedet har set, på kampagner som er eksekveret via bureauer.

    Det gælder ikke kun på Adwords kampagner og bureauer MED diverse certificeringer, det gælder også på mange andre online discipliner og aktiviteter eksekveret via de traditionelle fullservice bureauer og mediebureauer.

    Det handler om at annoncørerne selv, med egne værktøjer, og ud fra de faktiske resultater, hurtigt skal identificerer de bureauer der gør det godt, og allokere budgetterne i den retning. For der ER mange gode bureauer i branchen. Og dem finder man ikke nødvendigvis frem til via en certificering.

    Men derimod ved objektiv effektmåling og real-time databeregning af en given aktivitet. Og ikke bare klik statistikken der kommer hver 14 dag i et excel ark, op til flere uger efter leveringen er sket eller når bureauet har tid.

    Hermed ikke sagt at certificeringen er ligegyldig, det er bare ingen garanti for noget som helst.

    God jagt på det rigtige samarbejde.

  5. Martin: Vi bruger et større Bureau der fik en “forespørgsel” af en fra Google’s sælgere i Danmark (sikkert ham Peter Friis) fordi bureauet ikke fik udnyttet vores “potentiale” godt nok. Jeg tror vejen frem er flid og ikke fedteri. Det er jo heller ikke TV2 der lærer virksomhederne hvordan de skal lave deres kampagner, så ville de jo alle vare 30 min og koste det dobbelte. 😉 Tror de der certifikater er for nybegyndere der har brug for noget de kan vifte med når de skal sælge Google’s produkter hvilket jo er fint for dem? Men for en større virksomhed skal der lidt mere kød på og lidt mere ambition til, mon ikke også Google en dag forsvinder, Facebook er faktisk større og efter min overbevisning har de langt mere potentiale end Google som mere er et hurtigt opslagsværk. (jeg er klar over at Facebook ikke er et opslagsværk, men hvis de tilføjede den lille detalje var der jo ikke længere en grund til at besøge Google?) Synes I skulle passe på med at basere hele jeres forretningsmodel på én uhyggeligt simpel telefonbog og måske turde tænke lidt ud af boksen.

    Men absolut en interessant snak.
    JK

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club