Nyt initiativ skal hjælpe bureauer med at gøre AI til en strategisk ressource

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

De danske bureauer eksperimenterer med AI – men indtil videre uden effekt på bundlinjen. Et nyt initiativ skal gøre AI til en integreret del af forretningen og øge bundlinjen.

”Alle bureauer arbejder i dag med AI. Men kun få har formået at omsætte det til reel forretningsmæssig effekt.” Det siger adm. direktør i Brandse & Co., Henrik Jensen, der står i spidsen for den danske del af et nyt europæisk initiativ, der skal hjælpe bureauer med deres AI-transformation.

Ifølge Henrik Jensen ender alt for mange AI-aktiviteter som pilotprojekter uden sammenhæng til bureauets strategi eller økonomi:

”Og når man tænker på, at bureaubranchen har haft negativ vækst de senere år på både top- og bundlinje hos flertallet af bureauerne, så vil det være en fordel for bureauerne at få inkorporeret AI som en strategisk ressource, der kan bidrage til et positivt resultat.”

Bureaubiz’ bureaudirektør-analysen har vist, at de fleste bureauer befinder sig tidligt i AI-forløbet: 26 pct. befinder sig i fase 1, hvor AI bruges som personlig produktivitet. 56 pct. befinder sig i fase 2, hvor AI befinder sig i dele af forretningen. 17 pct. befinder sig i fase 3, hvor AI transformerer hele bureauet og mindre end 1 pct. befinder sig i fase 4, hvor bureauet kan betegnes som AI-first.

”At komme fra fase 2 til fase 4 er krævende. Den tager typisk tre år eller mere og indebærer 10-15 udviklingsprojekter. Samtidig kræver en AI-transformation investeringer på omkring 5-10 pct. af bureauets bruttoavance,” siger Henrik Jensen og tilføjer:

”Og lige så vigtigt: En AI-transformation kræver et gennemarbejdet AI-roadmap, der er koblet direkte til bureauets forretningsformål samt en ledelse, der kan og vil gennemføre de nødvendige forandringer.”

Vil samle 10+ bureauer

Det nye europæiske initiativ hedder Tatoma og er etableret for at hjælpe bureauer til at bevæge sig fra fase 2 til fase 4, hvor AI bliver en integreret del af strategi, struktur og services. Initiativet udspringer fra Holland og vil i Danmark og Holland samle 10+ bureauer, der skal arbejde med de samme projekter og metoder – men anvende dem i egen kontekst.

”Formålet er at accelerere transformationen, så bureauerne hurtigere og mere sikkert bliver AI-first bureauer,” siger Henrik Jensen. Han tilføjer:

”Vi kan tilbyde et struktureret framework for AI-transformation, et netværk af ligesindede bureauledere og et klart fokus på bundlinje – ikke bare teknologi.”