“Vi barter med mange forskellige varer, blandt de få undtagelser er medicin, alkohol og let fordærvelige fødevarer.”
Torsten Lehrmann, hidtidig trading director i IUM, får nu titel af managing director i IUM-selskabet Orion Trading, der bedst kan sammenlignes med en avanceret købmandsbiks eller et moderne Hjallerup marked.
Selskabet, der har eksisteret i USA siden 1996, etablerer sig i Danmark for at give annoncørerne mulighed for at afregne en del af deres mediakøb ved hjælp af deres eget varelager – altså barter. Det har eksisteret i branchen i årevis, men nu sættes det i system.
“Hos IUM har vi i flere år lavet barter-aftaler med en række af vores annoncører gennem vores Orion-kontor i London, hvilket bl.a. Georg Jensen og Magasin har haft stor gavn af. Vi samarbejder allerede i dag med en lang række danske medier omkring barter, og det har været en stor succes,” siger Torsten Lehrmann, som i sit nye job kan trække på bredden i sit cv, der omfatter dagblade, mediabureauer, reklamebureau og forlag.
Og hvad går systemet så ud på? Eksemplet kan være – og begynder altid med – en kunde, der får lavet en mediaplan hos IUM. Planen kan være på en mio. kr., og samtidig har kunden et varelager på 200.000 kr., som det er svært at komme af med.
Orion Trading køber overskudslageret – til dets fulde værdi, vel at mærke – og så kan kunden enten få sin mediaplan for 800.000 kr. + lager-delen eller vælge at bruge indtægten fra salget – der falder i form af medie-rabatkuponer – til yderligere mediaplads.
Hos medierne kan der også handles med andet end kontanter:
“Skal et givent medie have nyt IT-udstyr til 2 mio. kr. eller et kursus til sælgerne til 200.000 kr., så tilbyder vi at købe det for dem, mod at de betaler os med mediaplads. Og da den plads internt har en lavere værdi end eksternt, så kan vi måske få for 250.000 kr. indrykninger – som vi så kan råde over til Orion Tradings kunder,” siger Torsten Lehrmann.
Hvad gør du med de mange varer, du får ind?
“Sælger dem med et forventet tab på 50-80 pct. i forhold til den fulde værdi. Og via kanaler, som vi og kunden aftaler. Det kan være på markeder uden for kundens vanlige områder, internt i IPG-kæden eller til grossister. Hvis eksempelvis 200 skriveborde indgår i en handel, så sælger vi dem i så store bundter som muligt – ikke enkeltvis, for det kræver en helt anden business-case,” siger Torsten Lehrmann.
Men det er jo stadig det rene Hjallerup Marked…
“Det er en moderniseret udgave af det – for der bliver købt og solgt al muligt forskelligt. Hos Orion Trading i USA indgik en Boeing 767 i en barter. Den splittede vi op og solgte i mindre bider til de, der kunne bruge de enkelte dele. Barter er til fordel for kunden, IUM, medierne og Orion Trading – og alle fire parter spiller en aktiv rolle,” siger Torsten Lehrmann.
Til at begynde med er han eneste medarbejder i det danske selskab, men med de barter-aftaler, der er på plads allerede til at begynde med, forventer Torsten Lehrmann at skulle ansætte flere medarbejdere inden for relativt kort tid.