I januar mistede Morten Kristensen sit job som adm. dir. for mediabureauet PHD. Nu er han så i gang igen – og denne gang i en noget anderledes sammenhæng.
Morten Kristensen er blevet partner i Very, der selv kalder sig for et community marketing bureau – men i folkemunde nok mere vil blive kaldt et buzz-bureau. Efter hans indtræden vil der være fire partnere i bureauet.
Very oplevede i sit sidste regnskabsår en meget markant vækst på 155 pct. Bureauet vil ikke komme ud med samme vækstrater i sit næste regnskabsår – men lægger an til et nyt hop.
“Vi vil vækste – men slet ikke i samme omfang. Vi har i indeværende år i højere grad konsolideret og investeret i både kompetencer, værktøjer og nye lokaler. Nu forbereder vi os så til næste spring, og det er bl.a. her, at Morten skal spille en rolle,” siger Thomas Bjerg, der er stifter af bureauet.
Med sin fortid fra et mediabureau tilfører Morten Kristensen således kompetencer inden for struktur og drift, som kan være gavnlige for et vækstbureau som Very.
“Very repræsenterer en interessant nyskabelse på markedet i forhold til de strukturelle forandringer, der sker på markedet,” siger Morten Kristensen og fortsætter:
“Jeg kender Very særdeles godt fra nogle fælles kunder i PHD regi, og de har en unik måde at inddrage nøglepersoner fra relevante communities i udarbejdelsen af kommunikationen og sikre at målgruppen altid bliver en aktiv del af løsningen.”