I slutningen af sidste måned meldte JWT ud, at de etablerede det digitale bureau, Mirum.
Nu knap en måned efter, melder Mirum, som ser sig selv som et produktudviklingshus, at man er barslet med det første produkt fra bureauets side.
Det er en app for ejendomsmæglerkæden EDC, som skal gøre boligsalget nemmere for den enkelte mægler i kæden.
”Satsningen er en mobil platform, der bl.a. skal udrydde de mange papirer og ringbind, som hober sig op ved boligsalg. Samtidig vil Mobilmægler, som løsningen hedder, sikre et langt bedre momentum i bolighandlen, så aftaler kan indgås hurtigere, og kundens ønsker i systemet kan optimeres,” siger Mirums direktør Rasmus Sanko.
App’en har været ude hos nogle mæglere i et stykke tid, og de har således kunnet servicere alle deres købere på farten, uden at skulle tilbage på kontoret.
Snart bredes den ud til alle mæglere i EDC og samtidig er Mirum allerede i gang med at udvikle de næste funktionaliteter til app’en.
Mirum arbejder med forretningsudvikling for EDC, mens Umwelt håndterer kædens markedsføring.