Ny ejer vil puste nyt liv i Gammel Dansk og Aalborg Akvavit

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: De nye norske ejere opretter nyt selskab sammen med dansk spiritusfirma, der skal stå bag salg og markedsføring.

Norske Arcus, der overtog De Danske Spritfabrikker i juli sidste år, vil lancere en offensiv strategi for at sætte liv i de danske spritklenodier, Gammel Dansk og Aalborg Akvavit.

Strategien går ud på, at Arcus skal blive Nordens førende spiritusproducent og her skal de danske mærker spille en hovedrolle, siger Arcus’ topchef Otto Drakenberg til Børsen:

”Snaps skal gøres sexet igen. Det er ikke kun noget for de ældre forbrugere. I Norge er vi lykkedes med en repositionering. For 15 år siden var snaps kun noget, man drak for at blive beruset i højtiderne. Men siden da har man arbejdet med at gøre akvavit til en naturlig del af måltiderne kombineret med øl og på den måde erstatte vin”, siger Drakenberg.

Det er et fælles selskab med Karberg-familien, der står bag spiritusselskabet Hans Just, som skal sælge og markedsføre de danske snaps. Hans Just står i forvejen for salget af de to store Arcus-mærker Linie Akvavit og Braastad Cognac.

Det nystiftede fællesfirma, der hedder Det Danske Spirituskompagni, skal ansætte egen salgsstyrke og allerede her i foråret vil forbrugerne mærke, at der er nye ejere af de danske mærker, lover Otto Drakenberg.

I 2011 omsatte de to danske spiritusmærker for ca. 200 mio. kr. Det er langt fra det niveau godt 10 år før, hvor De Danske Spritfabrikker omsatte for over 1 mia. kr. Så omsætningen skal stige markant, men bare det at få salget til at stoppe faldet, er en stor opgave.

”Gammel Dansk og Aalborg er hæderkronede produkter, men de er ikke, hvad de har været. Jeg tror, det bliver svært at få medvind i markedet. Demografien, sundhedstrends og den danske afgiftsstruktur gør, at det nok bliver noget op ad bakke”, siger Henrik Dahlgaard, der er indkøbsansvarlig for drikkevarer i Dansk Supermarked (Børsen, p. 6-7).