Officiel udmelding: Nyt mediabureau vil være det lokale alternativ

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Bureauet vil ikke blive billigt – og umiddelbart heller ikke stort. Men man vil gøre mediaplanerne bredere.

Mens Orchestras adm. direktør, Ulrik Drejsig, i Børsen kommer med en aggressiv udmelding, hvor han mistænkeliggør den etablerede branche, og fremhæver det nye mediabureaus fokus på Transparency i indkøbet, så er der valgt en anden positionering i den pressemeddelelse, der er udsendt her til morgen.

Heri lægges op til, at Orchestra skal være det lokale alternativ.

“Reklamebureaumarkedet er domineret af danske spillere. Mediebureaumarkedet er derimod domineret af internationale bureauer, fordi langt over halvdelen af medieindkøbet er for internationale klienter. Vores danske bureau er skabt til at skabe gehør for netop danske klienters interesser og behov for at få strategisk sparring og udnytte mediabilledets nye strenge.”

Man erkender åbenbart, at det begrænser markedet. Jan Duckert fra People Group, der er en af ejerne, giver i Børsen udtryk for, at man går efter en omsætning på 2-300 mio. kr. Det vil placere bureauet blandt de mindste på markedet. med en markedsandel på under 5 pct. Der er andre på det niveau – men de indgår typisk i en større familie med adgang til en række fælles ressourcer.

Det lokale alternativ er dog en position, som forekommer logisk. På de andre nordiske markeder har man en højere grad af tilstedeværelse af lokale mediabureauer, og selv om de internationale bureauer i Danmark har opnået en meget stærk position, så er det naturligt, at man på et eller andet tidspunkt vil se fremkomsten af lokale bureauer.

Tidligere Maxus-direktør, Niels Viby, har da også startet sit eget mediabureau for ca. halvandet år siden.

Orchestra fokuserer desuden i pressemeddelelsen på medieuafhængighed.

“Mediebilledet er i en revolutionerende udvikling, som ikke er slået igennem på medieplanerne endnu. Vi tror på, at der eksisterer mange mediamuligheder – både klassiske og nye – som annoncøren i samspil kan få stor effekt ud af i dag. Både paid, earned og owned media, brand- og mediapartnerskaber og content-samarbejder vil blive orkestreret af det nye Orchestra.”

Pris er dog en faktor, som spiller en markant rolle hos mange kunder, når de skal vælge mediabureau, og her står bureauet med en udfordring.

Ulrik Drejsig siger til Børsen, at bureauet “ikke nødvendigvis bliver billigt” – “Men gennemsigtigt”.

Lytter man til den ene annoncør, der er interviewet, så er det en udfordring.

Envision indgår i ejerkredsen, og en af bureauets kunder, marketingchef Nanna Harders, Føtex, siger:

“Hvis jeg får et bedre resultat og samtidig en billigere regning, så er hele pakken selvfølgelig rigtig interessant. Men hvis det ikke er billigere, så kan det godt være, at det mest interessante ved bureauet er selve medieindkøbet.”

Hun understreger dog også et andet sted, at hun finder det naturligt at undersøge en ny spiller på markedet.

“Men når det er sagt, så er jeg ret godt tilfreds med den rådgivning, jeg får i dag hos MEC. Og jeg synes ikke, man kan beskylde mediebureauerne for utidssvarende medieplaner. Det er jo i sidste ende mig, der bestemmer vores marketingmiks.”

Nanna Harders er den eneste kunde, der optræder, så dagens artikler og pressemeddelelser giver ingen antydninger af, om der er kunder på vej til bureauet.

Det er stiftet i fredags med adresse hos We Love People i Vermundsgade og indskud af 500.000 kr.

Wibroe, Duckert & Partners, Envision, &Co. og We Love People ejer hver 20 pct., mens Ulrik Drejsig og John Herup ejer hver 10 pct..

Ulrik Drejsig bliver adm. direktør, mens John Herup – udover at en del af ledelsen, som COO – får plads i bestyrelsen. I øvrigt sammen med Pernille Simmelkiær og advokat Carsten Robert, der er formand for We Love Peoples bestyrelse.

Pernille Simmelkiær underskriver sig i pressemeddelelsen som bestyrelsesformand, men i henhold til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er det lige nu Carsten Robert Brink, der er formand.

Det er også meningen, at alle ejerne skal have en plads i bestyrelsen, men det er altså ikke sket endnu.

Til gengæld understreges det i Børsen, at ejerne vil holde sig fra den daglige drift.

Ifølge Børsen vil bureauet starte ud med 10 mand, og der skal alene være tale om seniorer.